Fællesskab med Gud
Lovpriset være Dit navn, o Herre min Gud! Du er Ham, som
alle ting tilbeder, og som ikke tilbeder nogen, som er alle
tings Herre og ikke er slave af nogen, som kender alt og
ikke kendes af nogen. Du ønskede at gøre Dig kendt af
mennesker, derfor frembragte Du ved et ord fra Din mund
skabelsen og formede universet. Der er ingen Gud undtagen
Dig, Formeren, Skaberen, Den Almægtige, Den Mest Magtfulde.
Jeg bønfalder Dig ved selve dette ord, der har skinnet ud
fra Din viljes horisont, om at lade mig drikke dybt af de
levende vande, hvormed Du har forfrisket Dine udvalgtes
hjerter og styrket de sjæle, der elsker Dig, så jeg til alle
tider og under alle forhold kan vende mit ansigt helt og
fuldt til Dig.
Du er magtens, herlighedens og gavmildhedens Gud. Ingen Gud
er der foruden Dig, Den øverste Hersker, Den Alherlige, Den
Alvidende.
Bahá'u’lláh

Istem, o Min tjener, de vers fra Gud, der er blevet
modtaget af dig,
som istemt af dem, der er draget Ham nær, at sødmen i din
sang
kan antænde din egen sjæl og tiltrække alle menneskers
hjerter.
Hvem der end, ene i sit kammer, fremsiger versene åbenbaret
af Gud, for ham skal Den Almægtiges engle, overalt sprede
duften af ordene talt af hans mund og få hvert et retfærdigt
menneskes hjerte til at banke.
Om end han i begyndelsen forbliver uvidende om deres
indvirkning, må dog, før eller siden, den nåde der skænkes
ham
påvirke hans sjæl.
Således er mysterierne i Guds åbenbaring blevet bestemt i
kraft af viljen hos Ham, der er Kilden til magt og visdom.
Bahá’u’lláh

Et menneskes tanker skal være indordnet under
disciplinens (yoga) stadige bestræbelse: de må ikke forvilde
sig til noget andet; Så ved at meditere over den
guddommelige allerhøjeste person går dette menneske til den
allerhøjeste.
For ham er det, der bliver kaldt den ældgamle seer,
herskeren (over alting) mindre end den lille,
den der bestemmer alting, hvis form ikke kan tænkes,
solfarvet udover alt mørke. Mennesket skal meditere over
ham.
Hindu skrift – Bhagavad-Gita

Man bør lære dyd, som er et stort mål,
og som giver evnen til lykke;
Og man bør hengive sig til velgørenhed,
til en rolig adfærd og til venlige tanker.
Når mennesket har hengivet sig til disse tre dyder,
som giver grund til lykke,
opnår et vist menneske en verden af lykke –
en verden befriet fra lidelse.
Buddha – Buddhist skrift

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.
Salmernes Bog 23:1-6

Jesus sagde til dem: »Tro på Gud! Sandelig siger jeg
jer: Den, der siger til dette bjerg: Løft dig op og styrt
dig i havet! og som ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at
det, han siger, vil ske, for ham sker det. Derfor siger jeg
jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I
har fået, og så får I det. Når I står og beder, skal I
tilgive, hvis I har noget mod nogen, for at også jeres fader
i himlene kan tilgive jeres overtrædelser.
Markus 11:22-25

Forund mig, o min Gyd, det fulde mål af din kærlighed og
velbehag, og henryk vore hjerter ved dit strålende lys’
tiltrækning, o Du der er Det Ophøjede Tegn og Den
Alforherligede. Send ned til me, som et tegn på Din nåde,
Dine livgivende briser i dagtiden og ved nattetide, o
gavmildhedens Herre. Intet har jeg gjort, o min Gud, for at
fortjene at skue Dit ansigt, og jeg ved med sikkerhed, at om
jeg skulle leve så længe som verden varer, ville jeg svigte
i at udføre nogen gerning, som kunne fortjene denne nåde, da
en tjeners stade altid vil være utilstrækkeligt til adgang
til Dine hellige enemærker, medmindre Din nåde kunne nå mig
og Din ømme barmhjertighed gennemstrømme mig og Din kærlige
omsorg omfatte mig.
Al lovprisning være på Dig, o Du ved hvis side der ikke er
nogen anden Gud. Gør mig nådigt i stand til at stige op til
Dig, så jeg kan få den ære at dvæle i Din nærhed og have
fællesskab med Dig alene. Der er ingen anden Gud end Dig.
Selections fro the Writings of the Báb, pp.
191-92

Lovpriset være Du, o Herre min Gud! Jeg bønfalder Dig
ved Dine tegn, der har omfattet hele skabelsen, og ved Dit
åsyns lys, der har oplyst alt hvad der er i himlen og på
jorden, og ved Din nåde som har overgået alle skabte ting,
og ved Din gunst der er blevet udgydt over hele universet,
om at sønderrive de slør der har udelukket mig fra Dig, at
jeg kan haste til Din mægtige inspirations oprindelse og til
Din åbenbarings og nådige gunstbevisningers kildevæld og
blive nedsænket i Din nærheds og velbehags ocean.
Lad mig, o Herre, ikke blive frataget kundskab om Dig i Dine
dage, og berøv mig ikke Din klædnings ledelse. Giv mig at
drikke fra den flod der er selve livet, hvis vande er
strømmet frem af paradiset (Ridván), i hvilket Dit Navn, Den
Almægtiges, trone blev oprettet, så mine øjne kan åbnes og
lys kastes over mit ansigt og mit hjerte blive forvisset og
min sjæl oplyst og mine skridt faste.
Du er Ham som til alle tider, gennem Hans magts styrke, er
ophøjet over alle ting, og som ved Hans viljes virke var i
stand til at forordne alle ting. Intet kan, hvad enten det
er i himlen eller på jorden, modarbejde Din hensigt. Vær mig
da nådig, o min Herre, ved Dit gunstige forsyn og gavmildhed
og lad mig låne øre til de søde melodier fra fuglene der
synger Din lovprisning på grenene af Din enheds træ.
Du er Den store Giver, Den altid Tilgivende og Den mest
Medfølende.
Bahá'u'lláh Prayers and Meditations p. 4-5

I Guds Navn, Den Nådige Den Barmhjertige!.
Han er Gud, der er ingen Gud uden Ham, Kongen, Den Hellige,
den der skænker fred og sundhed, den der giver sikkerhed,
Beskytteren Den Almægtige, Den Stærke, Den Ophøjede. Hellig
er Gud og højt hævet over det, de sætter ved siden af Ham.
Han er Gud, Skaberen, Frembringeren, den der giver alt form,
Ham tilkommer de skønneste og bedste navne. Alt hvad der er
i himlen og på jorden lovpriser Ham, og Han er Den
Almægtige, Den Alvise.
Koranen Sura 59, vers 24-25

Derfor skal I bede således:
Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Det Ny Testamente Mattæus 6: 9-13

Lovpriset være Du, O Herre min Gud! Hvert menneske med
indsigt erkender Dit herredømme og Din herskermagt, og hvert
klarsynet øje opfatter storheden i Din majestæt og den
betvingende styrke i Din magt. Prøvelsens vinde magter ikke
at tilbageholde dem, der glædes ved nærhed til Dig, i at
vende deres ansigter mod Din herligheds horisont, og
prøvelsens storme må opgive at fjerne og hindre dem, der
fuldstændig har helliget sig Din vilje, i at nærme sig Din
bolig.
Det synes mig, som om Din kærligheds lampe brænder i deres
hjerter og lyset i Din ømhed er tændt i deres bryst. Modgang
formår ikke at skille dem fra Din sag, og skæbnens
omskiftelser
kan aldrig få dem til at forvilde sig bort fra Dit velbehag.
Jeg bønfalder Dig, o min Gud, ved dem og ved sukkene, som
deres hjerter udstøder i deres adskillelse fra Dig, om at
bevare dem i sikkerhed for Dine fjenders onde anslag og nære
deres sjæle med det, Du har forordnet for Dine elskede, som
ingen frygt skal ramme, og som ikke skal kastes i ulykke.
Bahá’u’lláh
tilbage til oversigten
|