Grethe

Navn: Grethe Sine Sanicharane.
Hjemby: Åbyhøj.
Alder: 77 år.
Erhverv/uddannelse: autoriseret lægesekretær
Hobby: at strikke, at løse krydsord (for at holde hjernen igang), læse “vedkommende” artikler i aviserne, herunder debatindlæg, samt ser TV-indslag med et budskab.
Derfor er jeg bahá’í: fordi jeg fandt ud af, at bahá’í troen er “religionen for vor tid”, at den er  “up to date”.
Sådan blev jeg bahá’í: Jeg var så heldig, at jeg kom til at arbejde på et kontor, hvor jeg kom til at sidde overfor en af de første bahá’íer i Danmark – Else Fischer (nu Martensen), som ved sit eksempel gjorde, at jeg blev nysgerrig nok til at møde op på Sofievej – og så blev jeg hooked på at gå videre.  Else blev gift med Finn og rejste fra landet, men jeg gik til undervisning hos Lilly Quistgaard (Lises mor) og erklærede mig så i november 1960 hvor mr. Rooz Beyan til Lilly Quistgaards rædsel sagde, at “nu havde jeg længe drukket deres the og spist deres kager”, så nu syntes han, at jeg skulle beslutte mig. Det var på grund af at jeg dengang var meget genert, at jeg ikke havde sagt til, men det gjorde jeg selvfølgelig – og har aldrig fortrudt det – tværtimod har jeg velsignet det held at jeg mødte Else. Hun og Finn bor nu i Kingwood udenfor Houston, Texas – og hun er stadig min bedste veninde. Når hun og jeg mødes eller taler sammen i telefonen fortsætter vi bare vores tidligere samtale.
Hvad bahá’í-troen har gjort for mig: Givet mit et værdifuldt indhold i livet. At jeg aldrig er alene. At man aldrig kommer til at kede sig, for der er altid noget at gøre som  bahá’í.
Tre gode grunde til at blive bahá’í: At man kommer i forbindelse med sin ånde- lige side. At bahá’í principperne er så indlysende for vor tid. At troen ikke er i modsætning til de forudgående religioner – for mit vedkommende kristendom- men , som jeg er vokset op med.
En god bahá’í erindring: Londonkonferencen i 1963, deltagelsen i “åbningen af bahá’í terrasserne i  2001 i Haifa, samt alle de møder, hvor jeg har været så heldig at møde de fleste af de af Sagens Hænder, som har levet siden jeg blev bahá’í i 1960 og indtil nu. Mr. Faizi besøgte os i vort hjem her i Åbyhøj i begyndelsen af 80-erne, hvor Premhanses 2 brødre var på besøg med deres familier.
En bahá’í bog, som jeg holder af er: “God Passes By” og andre som “Skjulte Ord”.
Af andre yndlingsbøger er: Marlo Morgans “Det ægte folk” – budskabet til mutanterne. Om  en amerikansk læge, som blev ‘kidnappet’ af en aboriginal- stamme og ført barfodet gennem Australiens brændende varme ørken, hvor de lærte hende om deres helbredelsesmetoder og deres forhold til miljøet og deres opfattelse af spiritualitet. Det var deres hyldest til hende, fordi hun havde talt og skrevet imod racediskrimination.
Af yndlingsfilm kan nævnes: “Pianisten”, som omhandler en polsk-jødisk pia- nist Wladyslaw Szpilmans mirakuløse redning fra krigen og hvor han tilsidst i filmen  selv spiller Chopins Nocturne i Cis-mol, som  han den 23. september 1939 spillede i den polske radio, som ½ time senere blev bombet.
Mit yndlingsmusikstykke er Antonin Dvoráks “Fra den nye verden” Symfoni nr. 9 i E-mol. Opus 44, hvis nogen gerne vil finde den. Men også Chopin og Debussy, som skrev “Pigen med hørhåret”, som Marc Ochu spillede ved en koncert her i Århus for flere år siden.
Af mennesker jer ser og har set op til er, som de fleste andre  Nelson Mandela og Gandhi og som bahá’í selvfølgelig Sagens Hænder, Shoghi Effendi, Ruhiyyih Khanum og vores egen Palle Bischoff, som betød meget også for mig.
Hvordan troen præger mig i min hverdag er svær at vide, men den er nærværende, måske også fordi jeg er sekretær i det lokale råd, så der altid er noget at gøre (eller skulle have gjort). Jeg er måske lidt for rabiat til tider.
Som kendetegn ved bahá’ierne og bahá’í samfundet er det sommetider lidt svært
at skelne mellem de af os, der er registrerede og de, der er bahá’íer uden at kende navnet bahá’í, men det er jo kun os selv, som kan gøre noget ved det.

Et bahá’í citat som jeg godt kan lide er: “Jorden er kun ét land og menneskene dets indbyggere”.