De Syv Dale
af Bahá'u'lláh
I Guds Navn, den Milde, den Barmhjertige.
Ære være Gud, som har bragt skabelsen frem af intet, som har
indgraveret præeksistensens gåder på tavlen, skjult i
mennesket, som igennem Bayánen har lært mennesket det, han
ikke kendte til, som har skabt en strålende Bog for dem, der
troede og hengav sig, som i denne sorte og fordærvede
tidsalder har fået ham til at bekræfte alle tings
tilblivelse (Kullu Shay') og fået ham til at tale fra
evighedens tinde med underfuld stemme fra Det fuldendte
Tempel (1) i den hensigt, at enhver til sidst skal kunne
bevidne ved sig selv, i sig selv, samt ved sin Herres
Budbringers stade, at der i sandhed ingen Gud er uden Ham,
og derved må vinde sin vej til virkelighedernes højdepunkt,
hvor ingen skal betragte noget som helst uden at se Gud
idet.
Og jeg priser og forherliger det første hav, som er
udløbet fra oceanet af Det inderste guddommelige Væsen, og
den første morgen, der har glødet på Enhedens Horisont, og
den første sol, der er steget frem på Evighedens Himmel, og
den første ild, der blev antændt fra Præeksistensens
Lyskilde i oprigtighedens lampe: "Han, der var Ahmad i de
ophøjedes kongerige og Muhammed i de næres forsamling og
Mahmúd i de oprigtiges rige (2) påkald Ham i hvilket (navn)
I end ønsker: "Han har de mest ophøjede navne (3) i
hjerterne hos dem, der vide. Lad i overflod evig,
vedblivende fred være med Hans tjenere og ledsagere".
Endvidere har vi lyttet til, hvad kundskabens nattergal
sang fra kvistene på dit væsens træ og lært, hvad vishedens
due råbte fra grenene på træerne, som danner dit hjertes
løvhytte. Og det syntes mig, at jeg indåndede de reneste
dufte fra din kærligheds klædning, og at jeg virkelig
opnåede at møde dig, da jeg granskede dit brev. Og eftersom
jeg mærkede mig din tale om din død i Gud, dit liv ved Ham
og din kærlighed til Guds elskede og Åbenbarerne af Hans
Navne, samt Daggrystederne for Hans Egenskaber - åbenbarer
jeg derfor for dig hellige og strålende tegn fra
herlighedens planer, for at drage dig til hellighedens,
nærhedens og skønhedens forgård og føre dig til det stade,
hvor du ikke vil se andet i skabelsen end den Elskede, den
Tilbedtes Åsyn, og betragte alle skabte ting, som de er på
den dag, som ingen har navn til.
Herom har enhedens nattergal sunget i Ghawthíyyíh's have
(4). Han siger: "Og på dit hjertes tavle skal skriften fra
de dybsindige gåder komme til syne:" Frygt Gud og Gud vil
skænke dig kundskab" (5), og din sjæls fugl skal blive
mindet om præeksistensens helligdomme og hæve sig på
længslens vinger op til himlen af "træd din Herres banede
veje" (6) og sanke kommunionens (fællesskabet med Gud)
frugter i haverne af "spis da af alle slags frugter"" (6).
Ved mit liv, o ven! Skulle du smage frugterne fra hin
grønne haves blomster, som vokser i kundskabens lande ved de
opgående lys fra Det inderste Væsen, som genspejles i navne
og egenskabers spejle, - da ville længslen gribe
tålmodighedens tømmer og rive dem ud af din hånd og få din
sjæl til at skælve ved lynglimtet og drage dig fra dit
jordiske hjemland til den første himmelske bolig i
Virkelighedernes Midtpunkt og løfte dig op til et plan, hvor
du svæver i luften, ligesom du vandrer på jorden, og bevæge
dig over vandet, ligesom du løber på landjorden. Derfor må
det glæde mig og dig og hvem, der end måtte bestige
kundskabens himmel - og hvis hjerte forfriskes derved - at
vishedens vinde har blæst igennem hans tilværelses have fra
den Al-Barmhjertiges Saba.
Fred være med ham, der følger Den rette Vej!
Endvidere: De stadier, der kendetegner den vejfarendes
rejse fra støvets bolig til det himmelske hjemland, siges at
være syv. Nogle har kaldt dem De syv Dale og andre har kaldt
dem De syv Byer. Og de siger, at med mindre den vejfarende
forlader sit eget selv og rejser tværs igennem disse
stadier, skal han aldrig nå nærhedens og genforeningens hav,
ej heller drikke af den uforlignelige vin. Den første er
Ransagelsens dal
Gangeren i denne Dal er tålmodighed; uden tålmodighed vil
den vejfarende på denne rejse ingen vegne komme og ikke nå
noget mål. Ej heller bør han nogen sinde blive modfalden.
Skulle han kæmpe i hundrede tusinde år og dog ikke opnå at
se Vennens skønhed, skal han alligevel ikke vakle. Thi de,
der søger Kaabaen (7) af "for Os", glæder sig over
tidenderne: "På Vore veje skal Vi lede dem" (8). I deres
søgen har de tappert sat alt ind på at tjene, og de prøver
hvert øjeblik at rejse fra ligegyldighedens plan ind i
tilværelsens rige. Ingen lænker skal tilbageholde dem og
intet råd afskrække dem.
Det er pålagt disse tjenere at rense deres hjerter - som
er de guddommelige rigdommes kildespring - fra enhver
prægning og vende sig bort fra enhver efterligning, der
betyder, at de følger i deres forfædres og aners fodspor og
lukke venligheds og fjendskabs døre for alle folkene på
jorden.
På denne rejse når den søgende til et plan, hvor han ser
alle skabte ting vandre afsindige af sted i deres
eftersøgning af Vennen. Hvor mangen en Jacob vil han ikke se
jagende efter sin Josef. Han vil se mangen en elsker haste i
sin søgen efter den Elskede, og han skal blive vidne til en
verden af længselsfulde i søgen efter den Attråede. Hvert
øjeblik finder han en vægtig sag, og hver time opdager han
et mysterium; thi han har frigjort sit hjerte fra begge
verdener og er på vej til den Elskedes Kaaba (9). For hvert
et skridt skal hjælpen fra Det usynlige Rige være hos ham,
og heden i hans ransagning skal tiltage.
Man må bedømme ransagelsen efter Kærlighedens Majnún
(10). Det fortælles, at de en dag så Majnún sidde og sigte
støvet med tårerne strømmende ned over kinderne. De sagde:
"Hvad gør du?" Han svarede: "Jeg søger efter Laylí". De
råbte: "Ak! Laylí er af ren ånd, og du søger hende i
støvet!" Han sagde: "Jeg søger hende overalt, måske finder
jeg hende et sted".
Ja, selv om det for den vise kan synes usømmeligt at søge
Herrernes Herre i støvet, så viser det dog en intens iver i
efterforskningen. "Den, som søger ihærdigt skal også finde".
(11)
Den sande søgende jager kun efter sine ønskers mål, og
elskeren har intet andet begær end foreningen med den
elskede. Og den søgende skal ikke nå sit mål, med mindre han
ofrer alt. Det vil sige alt, hvad han har set, hørt og
forstået, alt må han regne for intet, for at han kan træde
ind i åndens rige, som er Guds By. Det er nødvendigt at
anstrenge sig, hvis vi søger Ham; ildhu er nødvendig, hvis
vi skal smage genforeningens honning sammen med Ham; og hvis
vi drikker af dette bæger, da skal vi kaste verden bort.
På denne rejse har den vejfarende hjemme i hvert et land
og bolig i hver en egn. I ethvert ansigt søger han Vennens
skønhed; i ethvert land ser han efter den Elskede. Han
tilslutter sig ethvert selskab og søger fællesskab med
enhver sjæl for om muligt i et sind at kunne afsløre Vennens
hemmelighed eller i et ansigt se den Elskedes skønhed.
Og hvis han ved Guds hjælp på denne rejse finder et spor
af den sporløse Ven og indånder duften fra de himmelske
budbringeres Josef (12) , der så længe har været borte, så
træder han øjeblikkelig ind i
Kærlighedens dal
og bliver opslugt af kærlighedens ild. I denne by hvælver
henrykkelsens himmel sig over ham, og længslens sol, der
oplyser hele verden, skinner der, og kærlighedens ild står i
lys lue; og når kærlighedens ild er i lys lue, så brænder
den fornuftens afgrøde til aske.
Nu er den rejsende ikke mere sig selv eller noget uden
for sig selv bevidst. Han ser hverken uvidenhed eller
kundskab, hverken tvivl eller vished. Han kan ikke skelne
ledelsens morgen fra fejltagelsens nat. Han flygter både fra
vantro og tro, og dødelig gift er som balsam for ham. Derfor
siger 'Attár:
"For den vantro, fejltagelse - for den troende, tro. For
Attár's hjerte, et gran af Din smerte" (13)
Gangeren i denne Dal er lidelse, og hvis der ingen
lidelse er, får rejsen aldrig ende. På dette stade har
elskeren kun tanke for den Elskede og søger kun tilflugt hos
Vennen. Hvert øjeblik tilbyder han hundrede liv på den
Elskedes vej, og for hvert skridt kaster han tusinde hoveder
for den Elskedes fødder.
O min broder! Før du træder ind i din kærligheds Ægypten,
vil du ikke komme til Vennens Skønheds Josef; og før du
ligesom Jacob forsager dit ydre øje, vil du aldrig kunne se
med dit indre øje; og før du brænder af kærlighedens ild,
vil du ikke kunne forene dig med længslens Elsker.
En elsker frygter intet, og intet ondt kan skade ham. Du
ser ham både kold i flammerne og tør i havet.
"En elsker er den, som er kold i helvedes ild; En
vis er
den, som forbliver tør i havets bølger" (14).
Kærligheden accepterer ikke nogen tilværelse og ønsker
intet liv. I døden ser han livet, og han søger ophøjelse i
fornedrelsen. For at kunne værdsætte kærlighedens vanvid, må
mennesket have forstand i overflod. For at kunne værdsætte
de bånd, Vennen binder ham med, må han være opfyldt af ånd.
Velsignet er den hals, der fanges i Hans snare; lykkeligt
det hoved, der falder i støvet på Hans kærligheds vej.
Derfor o ven! Opgiv dit selv, at du må finde Den
uforlignelige Ene. Forlad denne dødelige jord, at du må søge
dig et hjem i himmelens rede. Vær som intet, hvis du vil
antænde tilværelsens ild og berede dig på kærlighedens vej.
"Kærlighed bemægtiger sig ikke en levende sjæl; Falken
slår ikke ned på en død mus". (14)
Kærligheden sætter hver eneste gang en verden i brand, og
den lægger hvert et land øde, hvor den frembærer sit banner.
Tilværelsen eksisterer ikke i dette rige; vismanden lyder
intet bud inden for dets enemærker. Kærlighedens Leviathan
opsluger fornuftens herre og omstyrter kundskabens mester.
Han tømmer de syv have, men hans hjertes tørst er stadig
ustillet, og han siger: "Er der ikke mere? (15) Han undgår
sig selv og trækker sig bort fra alt på jorden.
"Kærligheden er en fremmed både på jorden og i himlen;
Den indeholder tooghalvfjerds galskaber". (16) Den har lagt
utallige ofre i sine lænker, såret utallige vismænd med sin
pil og sin bue. Vid at enhver rødme i verden stammer fra
dens vrede, og at enhver blegnen på menneskets kind kommer
af dens gift. Den kender intet legemiddel undtagen døden,
den vandrer kun i skyggernes dal, og dog er dens gift på
elskerens læber sødere end honning, og dens ødelæggelser er
skønnere i den søgendes øjne end hundrede tusinde liv.
Derfor må sløret fra det sataniske selv brændes op i
kærlighedens ild, at ånden kan blive renset og lutret og
dermed erkende Verdens Herres stade.
"Tænd kærlighedens ild og brænd alting bort, Og sæt da
foden på de elskendes land". (17)
Og hvis elskeren, bekræftet af Skaberen, slipper ud af
kløerne på kærlighedens ørn, da skal han træde ind i
Kundskabens dal
og komme fri af tvivlen, ind i sikkerhed og vende sig fra
illusionens mørke til gudsfrygtens ledende lys. Hans indre
øje vil åbne sig, og han vil i al hemmelighed tale med sin
Elskede; han vil slå sandhedens og fromhedens porte op på
vid gab og lukke de tomme indbildningers døre. På dette
stadium stiller han sig tilfreds med Guds befalinger og
opfatter krig som fred og finder i døden det evige livs
hemmeligheder. Med det indre og det ydre øje bliver han
vidne til opstandelsens gåder i skabelsens riger og i
menneskesjælene, og med et rent hjerte forstår han den
guddommelige visdom i den endeløse række af Guds
Budbringere. Oceanet er for ham som en dråbe, og i en dråbe
finder han havets hemmeligheder.
"Kløv atomets indre og se! Derinde vil du finde en sol".
(14)
I denne Dal ser den vejfarende kun ren omsorg i Den ene
Sandes formaninger, og hvert øjeblik siger han: "Du ser
ingen fejl i Barmhjertighedens Guds skaberværk; kast endnu
engang dit blik på det: ser du en eneste ufuldkommenhed?"
(18) Han ser retfærdighed i uretfærdighed, og i retfærdighed
nåde. I uvidenhed finder han gemt mangen en kundskab og i
kundskaben åbenbarer der sig talrige vidnesbyrd om visdom.
Han sønderbryder legemets og lidenskabernes bur og slutter
sig til folket af det udødelige rige. Han bestiger stigen af
indre sandhed og iler mod den indre overbevisnings himmel.
Han sejler i arken: "Vi vil vise ham Vore tegn i alle egne
og i dem selv" (19) og rejser over havet "indtil det bliver
dem klart, at denne Bog er sandheden". (19). Og hvis han
træffer på uretfærdighed, da skal han være tålmodig, og når
han står over for verden, da skal han vise kærlighed.
Der var engang en elsker, der havde sukket i årevis over
at være skilt fra den elskede og for tæredes af
adskillelsens ild. Ifølge kærlighedens lov var hans hjerte
udtømt for tålmodighed, og hans legeme var udslidt af hans
sindstilstand. Han regnede livet uden hende for det rene
bedrag, og tiden fortærede ham aldeles. Hvor mangen en dag
fandt han ingen hvile i sin længsel efter hende, og hvor
mangen nat holdt ikke lidelsen søvnen borte fra hans leje;
kun et suk var tilbage i hans trætte legeme, og hans hjertes
sår havde gjort ham til et eneste skrig af smerte. Han ville
have givet tusinde liv for en eneste slurk af hendes
nærværelses bæger; men det blev ham ikke forundt. De lærde
kendte intet legemiddel for ham, og vennerne skyede hans
selskab; ja, lægerne har intet middel til den, der er syg af
kærlighed, med mindre den elskedes gavmildhed forløser ham.
Til sidst modnedes fortvivlelsens frugter på hans
længsels træ, og flammen i hans håb brændte til aske. Da
kunne han en nat ikke mere leve, og han forlod sit hus og
begav sig til torvepladsen. Pludselig blev han forfulgt af
en vægter. Han gav sig til at løbe, og manden fulgte efter;
da kom der andre vægtere til, og de spærrede alle veje for
den udmattede. Og den ulykkelige skreg fra sit hjertes dyb
og løb hid og did, idet han stønnede: "Denne vægter er
sikkert 'Izrá'íl, min dødsengel, der forfølger mig så
hastigt; eller også er han en menneskelig tyran, der vil mig
noget ondt". Hans fødder bar ham videre, den ene blødte,
såret af kærlighedens pil, og hans hjerte klagede. Da kom
han til en havemur, og med ubeskrivelig smerte klatrede han
over den; thi den viste sig at være frygtelig høj. Uden
tanke på sit liv kastede han sig ned i haven.
Og der så han sin elskede med en lampe i hånden gå og
søge efter en ring, hun havde tabt. Da elskeren, som havde
afstået sit hjerte, så på sin fortryllende kærlighed, drog
han et dybt suk og løftede sine hænder i bøn, idet han
råbte: " O Gud! Skænk vægteren rigdom og herlighed og et
langt liv. Thi vægteren var Gabriel, der ledte denne
stakkel, eller også var han 'Isráfil, der skænkede denne
ulykkelige livet".
Virkelig, hans ord talte sandt; thi han havde fundet
mangen en hemmelig retfærdighed i denne tilsyneladende
forfølgelse fra vægterens side og havde set, hvor stor en
barmhjertighed, der lå skjult bag sløret. I sin vrede havde
vægteren ført den tørstende i kærlighedens ørken til den
elskedes hav og oplyst fraværelsens sorte nat med
genforeningens lys. Han havde jaget en, der var langt borte,
ind i nærhedens have og ført en lidende sjæl til den, der
helbreder hjerter.
Hvis nu elskeren havde kunnet se ind i fremtiden, så
ville han have velsignet vægteren lige fra begyndelsen og
bedt for ham, og han ville have opfattet dette tyranni som
retfærdighed; men eftersom fremtiden var skjult for ham,
græd og klagede han sig i begyndelsen. Anderledes er det med
dem, der rejser i kundskabens grønne land; thi de ser enden
i begyndelsen, i krigen ser de fred og i vrede venlighed.
Således er den vejfarendes stade i denne Dal; men folkene
i Dalene oven over denne ser begyndelsen og ender som ét;
nej de ser hverken begyndelse eller ende og kender hverken
til "først" eller "sidst" (20). Men beboerne i den udødelige
by, de der lever i de grønne havers land, ser ikke engang
"hverken først eller sidst"; de flygter fra alt, hvad der er
først og afviser alt, hvad der er sidst. Thi de er gået
tværs gennem navnenes verden og er flygtet fra egenskabernes
verdener, hurtigt som lynet. Således er det sagt: "Absolut
Enhed udelukker alle egenskaber" (21). Og de har opslået
deres boliger under skyggen af Det inderste Væsen.
I tilknytning hertil har Khájih 'Abdu'lláh (22) måtte Gud
den Allerhøjeste helliggøre hans elskede ånd - udtrykt en
fin pointe og talt et velklingende ord om betydningen af:
"Led Du os på den rette vej" (23) , hvilket er: "Vis os den
rigtige vej, det vil sige, skænk os kærligheden fra Dit
inderste Væsen, således at vi må blive fri for at vende os
til vort eget jeg og til noget som helst uden Dig og komme
til at tilbede Dig alene og kun vide af Dig og kun se Dig og
udelukkende tænke på Dig".
Nej, de hæver sig endog op over dette stade, og det er
derfor sagt:
"Kærlighed er et slør mellem elskeren og den elskede,
Mere har jeg ikke lov at sige" (16).
Ved denne time er kundskabens morgen gryet, og rejsens og
vandringens lamper er slukkede (24).
"Moses var her lukket ude Skønt selv helt igennem styrke
og lys: Men du som slet ingen vinger har Prøv ikke at flyve"
(16).
Hvis du er et menneske af bøn og kommunion (Fællesskab med
Gud). da hæv dig på vingerne, som er De hellige Sjæles
hjælp, at du må se Vennens gåder og nå til den Elskes lys.
"Sandelig, vi kommer fra Gud, og til Ham vender vi tilbage"
(25).
Efter at være nået gennem Kundskabens Dal, som er det
sidste plan af begrænsning, kommer den vejfarende til
Enhedens dal
og drikker af den Ubetingedes bæger og skuer Enhedens
Manifestationer. På dette stade gennemtrænger hans blik
flerhedens slør; han flygter fra sanselighedens verdener og
stiger op i enkelthedens himmel. Med Guds øren hører han, og
med Guds øje ser han mysterierne i den guddommelige
skabelse. Han træder ind i Vennens helligdom og får som en
fortrolig ven plads i den Elskedes pavillon. Han rækker
sandhedens hånd frem fra betingelsesløshedens kofte; han får
indblik i magtens hemmelighed. I sit eget jeg ser han
hverken navn, berømmelse eller rang; men i lovprisningen af
Gud finder han sin egen pris. I Guds navn ser han sit eget
navn; for ham stammer "alle sange fra Kongen" (16), og
enhver melodi er fra Ham. Han sidder på tronen "Sig alt
kommer fra Gud" (26), og han hviler på tæppet "Der findes
ingen magt eller styrke. undtagen hos Gud" (27). Han
betragter alt med enhedens øje og ser de funklende stråler
fra den guddommelige sol skinne fra udspringet af Det
inderste Daggry ligeligt på alle skabte ting, og han ser
enkeltheders lys kaste genskin på hele skabelsesværket.
Det er åbenbart for Deres Højærværdighed, at alle de
forskelligheder, som den vejfarende ser i tilværelsen på
rejsens stadier, udspringer af hans egen opfattelse. Vi skal
give et eksempel herpå, så meningen kan blive fuldstændig
klar: "Tænk på den synlige sol; selv om den skinner med
samme styrke på alle ting og - på befaling af Kongen over
alle Åbenbaringer - skænker lysets gaver til hele skabelsen,
så manifesterer den sig dog og skænker sine gaver i forhold
til mulighederne på dette sted. F. eks. reflekteres solens
skive i et spejl, hvilket skyldes spejlets følsomhed. I et
krystal får solen det til at se ud, som om der er ild,
medens den i andre ting kun giver sig tilkende ved
lysstrålernes effekt, og ikke i sin fulde form. Og dog
udvikler den på skaberens bud - ved sin påvirkning enhver
ting i forhold til dens muligheder.
På samme måde kommer farver til syne i enhver genstand i
forhold til denne genstands egenskaber. I en gul kugle
skinner strålerne gult; i en hvid ses de hvide, og i en rød
viser der sig røde stråler. Disse variationer skyldes
genstanden og ikke lyset, der skinner på den. Og hvis et
område udelukkes fra lyset ved hjælp af tag og mure, så vil
det være fuldstændig berøvet lysets stråler, og solen vil
ikke kunne skinne på det.
På denne måde er det, at visse invaliderede sjæle har
spærret kundskabens lande inde bag selvets og lidenskabernes
mure og har formørket sig selv med uvidenhed og blindhed og
er blevet udelukket fra den mystiske sols lys og fra Den
evigt Elskedes gåder; de har fjernet sig langt fra den
juvelprydede visdom, fra Budbringernes Herres strålende Tro,
og er blevet stængt ude fra den Allerskønneste Helligdom og
bandlyst fra Kaabaen (7) af stråleglans. Af sådant værd er
denne tidsalders mennesker !
Og hvis en nattergal (28) hæver sig op fra selvets ler og
tager bolig i hjertets rosenhytte og i arabiske melodier og
med sødmefyldte persiske sange fortæller om Guds mysterier -
hvorfra ét enkelt ord kan skænke døde legemer nyt, rent liv
og skænke Den hellige Ånds gaver til denne tilværelses
smuldrende knogler - da skal du se tusind misundelsens kløer
og talløse hadets næb jage Ham og af al magt pønse på Hans
død.
Ja, for en skarnbasse er de søde dufte modbydelige, og
for en mand med snue er vellugtende olie som intet. Derfor
er det til oplysning for de uvidende sagt:
"Rens dit hoved for snue Og indånd i stedet Guds
åndedrag". (16)
I korthed er genstandenes forskelligheder her klarlagt.
Når den vejfarende nu kun betragter stedet for åbenbaringen
- det vil sige, når han kun betragter de mangefarvede kugler
- så ser han kun gult, rødt og hvidt. Derfor har
stridigheder været fremherskende blandt skabningerne, og
mørklæggende støv fra begrænsede sjæle har tilsløret verden.
Nogle stirrer på lysets overflod, andre har drukket af
enhedens vin, og de ser kun selve solen.
Og fordi de bevæger sig på disse tre planer, er både de
vejfarendes forståelse og ord forskellige, og derfor viser
der sig stadig tegn på stridigheder på jorden. Thi der er
nogle, som bor på enhedens plan og taler ud fra den verden,
og nogle bor i begrænsningens riger, mens andre er på
selvets trin, og atter andre er aldeles blinde. Derfor
fremsætter uvidende mennesker - som ikke har del i Den
guddommelige Skønheds stråleglans - i tidens løb visse
fordringer og påfører enhedens folk i enhver tidsalder og
epoke det, som de selv har fortjent. "Skulle Gud straffe
menneskene for deres onde gerninger, så ville Han ikke lade
noget levende blive tilbage på jorden! Men han giver dem
henstand til en fastsat tid ... " (29)
O min broder! Et rent hjerte er som et spejl; rens det
med kærlighedens ild og med frigørelse fra alt andet end
Gud, at den sande sol må kunne skinne i det og den evige
morgen dages. Da skal du klart se betydningen af: "Hverken
Min jord eller Min himmel indeholder Mig; men Mine trofaste
tjeneres hjerter kan rumme Mig" (30) Og du vil tage dit liv
i den egen hånd og i uendelig længsel kaste det foran din
nye Elskede.
Når som helst lyset fra Enhedens Konges Budbringere
bliver sat på hjertets og sjælens tronsæde, bliver Hans
stråleglans synlig i hvert led og hvert lem. Til den tid
skal gåden i den berømte tradition glimte frem af mørket:
"En tjener drages til mig i bøn, indtil Jeg svarer ham; og
når Jeg har besvaret hans bøn, bliver Jeg til det øre,
hvormed han hører...... ". Thi således viser husets Herre
sig i sit hjem, og boligens søjler stråler alle med Hans
lys. Og lysets indflydelse og virkning skyldes lyskilden;
derfor bevæger alt sig ved Ham og træder frem efter Hans
vilje. Og dette er den kilde. som de, der er nær, drikker
af, således som det er sagt: "En kilde, som de, der er Gud
nær, skal drikke af..... " (31)
Ingen bør dog lægge en antropomorf betydning i disse ord
eller opfatte dem, som om Guds verdener er steget ned til
skabningernes plan; det bør heller ikke lede Deres Eminence
til sådanne slutninger. Thi Gud er i Sit inderste Væsen
helligt hævet over opstigning og nedstigning, indgang og
udgang; Han har i al evighed været hævet over menneskelige
skabningers egenskaber, og det vil Han til stadighed
forblive. Intet menneske har nogen sinde kendt Ham; ingen
sjæl har nogen sinde fundet vejen til Hans Væsen. Enhver
mystiker er faret vild i dalen, der fører til Hans kundskab;
enhver helgen er gået fejl af vejen, når han søgte at fatte
Hans inderste Væsen. Helliggjort er Han over de vises
forståelse, ophøjet er Han over de lærdes kundskab! Vejen er
spærret og at søge efter den er blasfemi; Hans tegn er Hans
vidnesbyrd; Hans væren er Hans vidne (32)
Derfor har de, som tilbeder den Elskedes åsyn, sagt: "O
Du, den Eneste, hvis inderste Væsen alene kan vise vejen, og
som er hævet over enhver lighed med skabningerne" (30).
Hvordan kan det absolutte intet spore sin ganger i
præeksistensens regioner, eller en flygtende skygge nå til
den evige sol? Vennen (33) har sagt: "Havde det ikke været
for Din skyld, så havde vi aldrig kendt Dig", og den Elskede
(33) har sagt: "Eller nået til Din nærværelse".
Ja, denne omtale af de forskellige grader af kundskab
hentyder til kundskaben om Åbenbaringerne fra den
Virkeligheds Sol, der kaster sit lys på spejlene. Og
strålekraften fra det lys er i hjerterne, selv om det er
skjult bag sansernes slør og denne jords livsvilkår ligesom
et lys i en jernlygte, og først når lygten fjernes, kan
strålerne fra lyskilden skinne frit ud.
På samme måde vil enhedens lys blive åbenbare, når du
fjerner illusionens klædning fra dit hjerte.
Altså er det klart, at selv for strålerne er der hverken
indgang eller udgang - hvor meget mindre da for dette Væsens
Inderste og for dette eftertragtede Mysterium. O min broder!
Gennemrejs disse planer i efterforskningens ånd og ikke i
blind efterligning. En sand vejfarende vil ikke blive
tilbageholdt af ordenes stav eller lade sig udelukke af
advarslen i hentydningerne.
"Hvordan skulle et forhæng kunne skille elskeren fra den
elskede? Ikke engang Alexanders mur kan adskille dem!" (34)
Hemmelighederne er mangfoldige, men de ukendte ting er
utallige. Bøger ville ikke kunne rumme den Elskedes gåder,
og de kan heller ikke udtømmes på disse sider, selv om det
kun var ét ord eller et tegn. "Kundskab er et eneste punkt,
men de uvidende har mangfoldiggjort det" (30).
Tænk ligeledes med samme udgangspunkt over forskellen
mellem verdenerne. Selv om de guddommelige verdener er uden
ende, så regner nogle dog med, at der er fire: Verden i tid
(zamán), som både har begyndelse og ende; verden af varighed
(dahr), som har en begyndelse, men hvis afslutning ikke er
åbenbaret; verden af bestandighed (sarmad), hvis begyndelse
ikke kan ses, men som vides at have en ende; og evighedens
verden (azal), hvis begyndelse og ende er usynlig. Der er
mange forskellige udlægninger om dette emne, så en
detailleret beretning om dem kan virke trættende. Således
har nogen sagt, at bestandighedens verden hverken har
begyndelse eller ende, og har kaldt evighedens verden Den
usynlige, uovervindelige syvende Himmel. Andre har kaldt
disse Den himmelske Forgårds verdener (Láhút), Den syvende
Himmels verdener (Jabarút), Englenes Kongeriges verdener (Malakút)
og den udødelige verdens riger (Násút).
Rejserne på kærlighedens vej bliver regnet for fire: "Fra
skabningerne til Den ene Sande, fra Den ene Sande til
skabningerne, fra skabningerne til skabningerne, fra Den ene
Sande til Den ene Sande.
Der er mangen en udtalelse fra mystiske seere og
tidligere tiders lærde, som jeg ikke har omtalt her, fordi
jeg ikke bryder mig om vidtløftige citater fra fortidens
ytringer; thi gentagelse af andres ord vidner om tilegnet
lærdom, ikke om guddommelige gaver. Selv det, Vi her har
citeret, er kun af hensyn til skik og brug samt vennernes
sædvane. Disse ting ligger ydermere uden for rammerne af
denne epistel. Vor uvillighed ved at gentage deres
udtalelser kommer ikke af hovmod, men er snarere et udtryk
for visdom og et tegn på nåde.
"Om Khidr kuldsejlede sit skib på havet, Så er der dog
tusinde rettigheder i denne uret" (16).
I øvrigt betragter denne tjener sig selv som fuldstændig
fortabt og som intet, især ved siden af en af Guds elskede,
og så meget mere i nærværelse af Hans hellige mænd. Ophøjet
være min Herre, den Højeste! Endvidere er vår hensigt at
beskrive stadierne i den vejfarendes rejse og ikke at
fremsætte de modstridende ytringer fra mystikerne.
Selv om et kortfattet eksempel er blevet givet vedrørende
den relative verdens (egenskabernes verden) begyndelse og
ende, så tilføjes nu alligevel et andet billede, således at
den fulde betydning kan blive åbenbar. Lad f.eks. Deres
Eminence tænke over sit eget jeg; du er den første i forhold
til din søn og den sidste i forhold til din fader. I din
ydre fremtoning er du et billede på magt i den guddommelige
skabelses riger; i dit indre væsen åbenbarer du de skjulte
gåder, som er dig guddommeligt betroet og opbevares inden i
dig. Og således er det første og det sidste, det ydre og det
indre, i den betydning, hvortil der refereres, sandheder om
dig, og det, for at du i disse fire stadier, der er skænket
dig, skal kunne forstå de fire guddommelige stadier, og for
at dit hjertes nattergal på grenene af tilværelsens
rosentræ, skjult eller synligt skal kunne råbe: "Han er den
Første og den Sidste, den Sete og den Skjulte....." (20).
Disse udtalelser er fremsat inden for det relatives
område av hensyn til menneskers begrænsninger. Helst havde
disse mennesker, som i et eneste skridt er gået igennem det
relative og det begrænsedes verden - og som bor på det
absolutte skønne plan, og som har opslået deres telte i
autoritetens og befalingernes verdener, brændt disse
relativiteter bort i en eneste gnist og udslettet disse ord
med en dugdråbe. Og de svømmer i havet af ånd og svæver i
lysets hellige atmosfære. Hvilken betydning har da ord som
"først" og "sidst" eller andre ord på et sådant plan, end
den, som er vist og nævnt! I dette rige er det første selve
det sidste, og det sidste er intet mindre end det første.
"Byg et bål i din kærligheds sjæl Og brænd fuldstændigt
alle tanker og ord" (16)
O min ven! Betragt dig selv: "Havde du ikke haft en fader
eller fået en søn, da ville du ikke have hørt disse
ytringer. Glem dem nu alle, at du kan lære av Kærlighedens
Mester i enhedens skole, vende tilbage til Gud og forsage
det indre land af uvirkelighed (35) til fordel for dit sande
stade og bo i skyggen af kundskabens træ.
O du kære ! Gør dig fattig, at du kan træde ind i
rigdommens forgård; og ydmyg dit legeme, at du kan drikke af
herlighedens flod og opnå den fulde betydning av de digte,
du spurgte om.
Det er således klargjort, at disse stadier er afhængige
af den vejfarendes syn. I enhver by vil han se en verden, i
enhver Dal vil han nå en kilde, i enhver eng høre en sang.
Men ørnen fra den gådefulde himmel har mangen en vidunderlig
åndens sang i sit bryst, og den persiske fugl gemmer i sin
sjæl mangen en sødmefyldt arabisk melodi; dog er disse
skjulte og skal forblive skjulte.
"Hvis jeg taler mere, vil mangen en forstand rystes, Og
hvis jeg skriver, vil mangen en pen sønderbrydes" (16).
Fred være med ham, der afslutter denne ophøjede rejse og
følger Den Ene Sandes ledelses lys.
Og den vejfarende træder, efter at have gennemrejst de
høje planer på denne ophøjede rejse, ind i
Tilfredshedens dal
I denne Dal føler han den guddommelige velbehageligheds
vinde blæse fra åndens plan. Han brænder begærets slør bort,
og med det indre og det ydre øje opfatter han inden i og
uden for alle ting dagen, hvor "Gud vil godtgøre enhver af
Sin overflod" (36). Fra sorg vender han sig til fryd, fra
smerte til glæde. Hans sorg og klage viger for henrykkelse
og lyksalighed.
Selv om de vejfarende i denne Dal tilsyneladende bor i
støvet, så er de dog indadtil tronsat på den gådefulde
betydnings højder; de spiser af de indre meningers endeløse
goder og drikker af åndens liflige vin.
Tungen magter ikke at beskrive disse tre Dale og talen
kommer til kort. Pennen træder ikke ind i denne egn, og
blækket efterlader kun en plet. I disse egne har hjertets
nattergal andre sange og hemmeligheder, der får hjertet til
at bæve og sjælen til at råbe; men dette mysterium af indre
mening må hviskes fra hjerte til hjerte og bliver kun
betroet fra bryst til bryst.
"Kun hjerte kan tale til hjerte om mystikernes fryd;
Ingen budbringer kan tale derom, og intet brev kan bære det
videre" (34).
"Jeg tier af udmattelse over mangen en sag. For mine ord
kan ikke opregne dem, og min tale kommer til kort" (37).
O ven! Før du træder ind i haven af sådanne gåder, vil
din læbe aldrig berøre denne Dals udødelige vin. Og skulle
du smage den, vil du vende dine øjne fra alt andet og drikke
af tilfredshedens vin; og du skal frigøre dig fra alt andet
og knytte dig til Ham og kaste dit liv på Hans vej og kaste
din sjæl bort. Der er imidlertid ingen andre i denne egn,
som du behøver at glemme: "Der var Gud, og ingen var der ved
siden af Ham" (30). Thi på dette plan erkender den rejsende
Vennens skønhed i alt. Selv i ilden ser han den Elskedes
åsyn. I illusionen ser han virkelighedens hemmelighed og
læser i egenskaberne Det inderste Væsens gåde. Thi han har
brændt slørene bort med sine sukke og revet ligklæderne væk
i et eneste syn; med gennemtrængende blik gennemskuer han
den nye skabning; med oplyst hjerte begriber han dybsindige
sandheder. Dette er tilstrækkeligt bevidnet herigennem: "Og
vi har skærpet jeres syn på denne dag" (38).
Efter at have gennemrejst planerne af ren tilfredshed
kommer den rejsende til
Forundringens dal
og bliver kastet ud i storhedens hav, og for hvert minut
vokser hans undren. Nu ser han rigdommens skikkelse som
selve fattigdommen og frihedens inderste væsen som ren
afmagt. Nu bliver han slået med stumhed over den
Allerherligstes skønhed; han udmattes atter over sit eget
liv. Hvor mangt et mystisk træ har denne forundringens
hvirvelvind ikke revet op med rode, hvor mangen en sjæl har
den ikke udmattet. Thi i denne Dal er den rejsende kastet ud
i forvirring, men ikke desto mindre er disse undere højt
værdsatte i hans øjne, når han har opnået dem. Hvert øjeblik
ser han en underfuld verden, en ny skabelse og går fra
undren til undren og er opslugt i beundring over Enhedens
Herres værk.
I sandhed, o broder! Hvis vi tænker over hver en skabt
ting, skal vi blive vidne til myriader af fuldkomne visdomme
og komme til at kende myriader af nye og vidunderlige
sandheder. Et af de skabte fænomener er drømmen. Se, hvor
mange hemmeligheder den skjuler, hvor mange visdomme, der
her er bevaret, og hvor mange verdener der her gemmer sig.
Læg mærke til hvorledes du ligger sovende i et hus, hvis
døre er lukkede; pludselig befinder du dig i en fjernt
beliggende by, som du går ind i uden at bevæge fødderne
eller trætte dit legeme; uden at bruge øjnene ser du, og
uden at anstrenge ørerne hører du. uden at bruge tungen
taler du. Og måske vil du efter ti års forløb i den ydre
verden opleve netop det, som du drømte i nat.
Imidlertid er der i drømmen gemt mangen en visdom, som
kun menneskene i denne Dal kan forstå i dens sande
betydning. Hvad er for det første denne verden, hvor et
menneske uden øjne, øren, hånd eller mund, dog bruger disse?
Hvordan kan det dernæst være, at du i dag ser resultatet af
en drøm, som du måske oplevede i et syn i søvnens verden for
ti år siden? Tænk over forskellen mellem disse to verdener
og de gåder, de skjuler, at du kan opnå guddommelig
bekræftelser og gøre himmelske opdagelser og træde ind i
hellighedens egne.
Gud, den Ophøjede, har lagt disse tegn i menneskene, for
at filosofferne ikke skulle fornægte mysterierne om livet
efter døden eller gøre det mindre, der er lovet dem. Thi
nogle holder sig til fornuften og fornægter alt det,
fornuften ikke fatter, og dog kan svage hjerner aldrig
omfatte de ting, vi har fortalt; men kun Den højeste,
guddommelig intelligens kan fatte dem:
"Hvordan kan svage hjerner gennemtrænge Koranen Eller en
fugl Phønix fanges af edderkoppens net?" (14).
Alle disse stadier kan bevidnes i Forundringens Dal. Den
rejsende søger hvert øjeblik efter mere og bliver ikke træt.
Således har Herren over det Første og det Sidste (39), idet
han udtrykte graderne af kontemplation og udtrykte
forundring, sagt: "O Herre, forøg min undren over Dig".
Tænk ligeledes over det fuldkomne i menneskets skabelse,
og at alle disse stadier og planer er foldet sammen og
skjult inden i ham.
"Regner du kun dig selv for en ubetydelig skabning, Når
universet er foldet sammen inden i dig" (40)
Altså må vi bestræbe os på at nedkæmpe de animalske
egenskaber, så at menneskehedens bestemmelse skal komme for
dagen.
Således fremhævede også Luqmán, der havde drukket af
visdommens kilde og smagt barmhjertighedens vande, drømmen
som et bevis og et eksempel, idet han for sin son Nathan
ville føre bevis for dødens og opstandelsens stadier. Vi
fortæller det her, for at der fra denne bortgangne tjener må
forblive et minde om denne yngling i Den guddommelige Enheds
skole, denne ældste i indøvningen og det Absoluttes kunst.
Han sagde: "O søn, hvis du ikke er i stand til at sove, så
er du heller ikke i stand til at dø. Og hvis du ikke er i
stand til at vågne op efter søvnen, så skal du heller ikke
være i stand til at genopstå efter døden".
O ven! Hjertet er de evige gåders bolig; gør det ikke til
de flygtige drømmes hjem; bortød ikke dit dyrebare livs
skatte ved at beskæftige dig med denne hastigt flygtende
verden. Du kommer fra hellighedens verden - knyt ikke dit
hjerte til jorden; du bor i nærhedens forgård vælg ikke
støvets hjemland.
Alt i alt er der ingen ende på beskrivelsen af disse
stadier; men på grund af de ugerninger, som jordens folk har
forøvet, er denne tjener ikke til sinds at fortsætte:
"Talen er stadig uafsluttet, men jeg har ikke hjerte
dertil Jeg beder dig - tilgiv mig" (16).
Pennen sørger, og blækket græder tårer, og hjertets flod
(41) bevæger sig i bølger af blod. "Der hænder os intet, ud
over hvad Gud har bestemt for os" (42) . Fred være med ham,
der følger Den rette Vej!
Efter at være steget op på forundringens højeste tinder
kommer den vejfarende til
Dalen af sand fattigdom og absolut intethed
Dette stade er at dø fra jeget og leve i Gud, at være
fattig i selvet og rig i Den ene Eftertragtede. Den
fattigdom, der her tales om, betyder at være fattig i
forhold til tingene i den skabte verden og rig i det, der
hører Guds verden til. Thi når den sande elsker og hengivne
ven når den Elskedes nærværelse, da vil den Elskedes
strålende skønhed og ilden i elskerens hjerte antænde en
brand, der brænder alle slør og tilhylninger væk. Ja alt,
hvad han ejer fra inderst til yderst, vil blive sat i brand,
så intet vil blive tilbage undtagen Vennen.
"Da egenskaberne fra den Ældgamle af Dage stod utilsløret
Brændte Moses de jordiske tings egenskaber bort" (16)
Han, der har nået dette stade, er lutret for alt, hvad
der tilhører denne verden. Og hvis de, der er kommet til
Hans nærværelses hav, ikke besidder noget af det begrænsede
i denne forfængelige verden, det være sig ydre rigdom eller
personlige meninger, så betyder det intet. Thi hvad
skabningerne ejer er begrænset i kraft af deres egne
begrænsninger, og hvad Den ene Sande end ejer, så er det
helliggjort over disse; denne udtalelse må der tænkes
inderligt over, at dens indhold kan blive klarlagt.
"Sandelig, de retfærdige skal drikke af vinbægeret,
tilberedt ved kamferkilden" (43). Hvis fortolkningen af
"kamferkilden" bliver kendt, skal den sande hensigt blive
åbenbar. Dette stade er den fattigdom, om hvilken der er
sagt: "Fattigdom er min herliggørelse" (33). Og af indre og
ydre fattigdom er der mange stadier med mange betydninger,
som jeg ikke har tænkt, det var passende at omtale her;
derfor har jeg gemt disse til et andet tidspunkt, der
afhænger af, hvad Gud måtte ønske og skæbnen besegle.
Dette er planet, hvor alle spor (Kulla Shay') opløser sig
i den rejsende, og på evighedens horisont rejser Det
guddommelige Åsyn sig af mørket, og betydningen af "alt på
jorden skal forgå undtagen min Herres åsyn .... " (44) skal
blive åbenbar.
O min ven! Lyt med hjerte og sjæl til åndens sange og
bevar disse som dine egne øjne. Thi de himmelske visdomme
vil ligesom forårets skyer ikke til evig tid regne ned på
menneskehjerternes jord; og selv om den Algavmildes nåde
aldrig skal ophøre eller indstilles, så er der dog for
enhver tid og æra bestemt en vis del, og ligeledes er en
gave sat til side i et givet mål. "Og ikke én ting findes
der, som ikke er fra Vort forrådskammer, og Vi sender det
kun ned i et bestemt mål (45). Skyerne fra den Elskedes
barmhjertighed sender kun regn ned på åndens have og skænker
kun denne gave i forårstiden. De andre årstider har ikke del
i denne største nåde og ufrugtbart land ikke del i denne
gunst.
O broder! Der findes ikke perler i hvert et hav, ikke
hver en gren skal bære blomst, ej heller skal nattergalen
synge på dem. Derfor bør du, før nattergalen fra det
mystiske paradis vender tilbage til Guds have, og før den
himmelske morgens stråler vender tilbage til Sandhedens Sol
gøre dig umage, at du om muligt i denne dødelige verdens
støvhob kan indfange en duft fra den evige have og leve
evindeligt under skyggen af denne bys folk. Og når du har
nået dette højeste plan og er kommet til dette allerstørste
stade, da skal du skue den Elskede og glemme alt andet.
"Den Elskede skinner på dør og mur, utilsløret, O I
klartseende mennesker" (46).
Nu har du givet afkald på livets dråbe og er kommet til
den Livgivendes hav. Dette er målet, du spurgte efter; hvis
det er Guds vilje, skal du nå det.
I denne by er selv lysets slør sønderrevet og svinder
bort. "Hans skønhed er ikke tilsløret undtagen af lys, Hans
åsyn er ikke tildækket undtagen med åbenbaring" (30). Hvor
besynderligt, medens den Elskede er synlig som solen, så
jager de vantro dog efter flitterstads og uædelt metal. Ja,
styrken i Hans åbenbaring har tilsløret Ham, og
fuldkommenheden i Hans stråleglans har skjult Ham.
"Klart har Han strålet ligesom solen, Men ak! Han er
kommet til de blindes stad" (16).
I denne Dal lader den vejfarende stadierne fra "Enheden i
Skabelse og Åbenbaring" (47) bag sig og når til en enhed,
der er lutret for disse to planer. Kun ekstase kan omfatte
dette emne, men ingen ytring eller noget argument; og hvem
der end har dvælet på dette plan af rejsen eller har
indfanget et åndepust fra dette blomsterland véd, hvad vi
taler om.
På alle disse rejser må den vejfarende ikke afvige en
hårsbredde fra "Loven", thi dette er i sandhed hemmeligheden
ved "Vejen" og ved frugten fra "Sandhedens træ"; og på alle
disse stadier må han klynge sig fast til rebet af lydighed
over for budene og holde fast ved strengen af afsky for de
forbudte ting, således at han kan blive næret ved Lovens
bæger og oplyst af Sandhedens mysterier. (48)
Hvis nogle af denne tjeners ytringer ikke skulle blive
forstået eller føre til forvirring, da må det samme igen
efterforskes, at der ikke lades nogen tvivl tilbage, og
meningen bliver klar som den Elskedes Åsyn, der stråler fra
"Det herlige Stade" (49)
Disse rejser har ingen synlig afslutning i tidens verden;
men den frigjorte vejfarende kan - hvis usynlig bekræftelse
daler ned til ham, og Sagens Beskytter hjælper ham - gå
tværs igennem disse stadier i syv trin, nej snarere i syv
åndedrag, nej bedre i et eneste åndedrag, om Gud vil og
ønsker det. Og dette er ud fra: "Hans nåde til de af Hans
tjenere, der er Ham velbehagelige" (50).
De, der svæver i enkelthedens himmel og når til det
Absoluttes hav, regner denne by - som er stadet for livet i
Gud, - for det øverste plan for mystikere og for de
elskendes fjerneste hjemland. Men for denne flygtige fra det
gådefulde hav er det den første port til hjertets citadel,
det vil sige menneskets første indgang til hjertets stad; og
hjertet er begavet med fire stadier, som der skal berettes
om, hvis en beslægtet sjæl var at finde.
"Da pennen billedligt skulle forklare dette stade, Da gik
den i stykker og papiret blev revet itu" (14) "Salám!" (51)
O min ven! Mangen en hund forfølger denne gazelle i
enhedens ørken; mangen en rovfugleklo sårer denne
sangdrossel fra evighedens have. Nådeløse ravne ligger på
lur efter denne fugl fra Guds himle, og misundelsens jægere
gennemborer dette dyr på kærlighedens eng.
O Shaykh! Gør et glas af dine bestræbelser; måske kan det
skærme denne flamme for de stride vinde, selv om dette lys
længes efter at blive tændt i Herrens lampe og skinne på
åndens klode. Thi det hoved, der har løftet sig i kærlighed
til Gud, skal visselig falde for sværdet, og det liv, der er
optændt af længsel, skal med vished blive ofret, og det
hjerte, der huskede den Elskede, skal i sandhed fyldes med
blod. Hvor rigtigt er det ikke sagt:
"Lev uden kærlighed, for dens sande fryd er smerte;
Den begynder i lidelse, og ender med døden" (37)
Fred være med ham, der følger Den rette vej" (52)
***
De tanker, du har udtrykt med hensyn til fortolkningen af
den almindelige fugleart, der på persisk kaldes Gunjishk
(spurv), blev taget i betragtning (53). Du ser ud til at
være velbevandret i mystisk sandhed. For ethvert plan og til
hvert bogstav svarer imidlertid en betydning, der henviser
til dette plan. I sandhed! Den vejfarende finder en
hemmelighed forbundet med ethvert navn, en gåde i ethvert
bogstav. I én forstand refererer disse bogstaver til
hellighed.
Káf eller Gáf (K eller G) henviser til Kuffi ("fri"); det
betyder: "Frigør dig for det, som dine lidenskaber ønsker,
og gå da hen imod din Herre".
Nún henviser til Nazzih ("rens"); det betyder: "Rens dig
selv fra alt andet end Ham, at du må overgive dit liv til
Hans kærlighed".
Jim er Jánib ("hold tilbage"); det betyder: "Hold dig
tilbage fra Den ene Sandes tærskel, hvis du stadig besidder
jordiske egenskaber".
Shín er Ushkur ("tak"): "Tak din Herre på Hans jord, at
Han må velsigne dig i Sin himmel, selv om denne himmel i
enhedens verden er den samme som Hans jord".
Káf henviser til Kuffi; det betyder: "Affør dig
begrænsningens klædebon, at du må få kendskab til det, du
ikke har vidst om Hellighedens stader". (54)
Hvis du lyttede til denne dødelige fugls (55) sange, da
ville du udsøge dig udødelighedens kalk og gå forbi ethvert
forkrænkeligt bæger.
Fred være med de, der følger Den rette Vej!
Fodnoter:
1. Profeten
2. Muhammed, Ahmad og Mahmúd er navne og titler på Profeten,
afledt af verbet "at prise", "at ophøje"
3. Koranen 17:110
4. Prædiken av 'Ali
5. Koranen 2:282
6. Koranen 16:71
7. Helligdom i Mekka. Her betyder ordet "Mål".
8. Koranen 29:69. "Og de, som bestræber sig for Os, på Vore
veje skal Vi lede dem".
9. Helligdom
10. I bogstavelig forstand betyder Majnún "afsindig". Dette
er titlen på den berømte elsker af ældgammel persisk og
arabisk visdom, hvis elskede var Layli, datteren af en
arabisk prins. Idet den symboliserer sand
menneskelig kærlighed, indbefattende den guddommelige, er
historien blevet gjort til emne for mangt et persisk,
romantisk digt, i særdeleshed af Nízámí, skrevet i 1188-1189
A. D.
11. Arabisk ordsprog
12. Henviser til beretningen om Josef i Koranen og i Det
gamle Testamente.
13. Farídu'd-Dín 'Attár - den store persiske Súfí-digter
(1150-1230 A.D.
14. Persisk mystisk digt
15. Koranen 50:29
16. Jalálu'd-Din Rúmí (1207-1273 A. D.). Mathnaví.
Jalálu'd-Din, kaldet Mawláná ("vor Mester") er den største
af alle de persiske Súfí-digtere og grundlæggeren af den
"hvirvlende Mawlavi dervish orden.
17. Fra et digt af Bahá'u'lláh
18. Koranen 67:3
19. Koranen 41:53
20. Koranen 57:3
21. Ordsprog tillagt 'Ali
22. Shaykh Abú Ismá'íl 'Abdu'lláh Ansárí af Hirát (1006-1088
A. D.) Súfí-leder, der nedstammer fra profetens følgesvend
Abú Ayyúb. Først og fremmest kendt for sine Munáját
(bønfaldelser) og Rubá'iyyát (fire-linjede vers med
vekslende rytme). "Ansár" betyder -"hjælperen" eller
Muhammeds fæller i Medina.
23. Koranen 1:5
24. Dette viser hen til den mystiske vandring og søgen efter
sandhed, ledet af "lys" eller af Súfi-ledere. Bahá'u'llah
foreholder her mystikerne, at Den guddommelig Manifestations
tilsynekomst på denne dag vil gøre yderligere eftersøgning
unødvendig. således som det blev sagt af 'Ali: "Sluk lampen,
når solen er stået op" - idet solen henviser til Guds
Manifestation på Den nye Dag.
25. Koranen 2:151
26. Koranen 4:80
27. Koranen 18:37
28. Dette henviser til Bahá'u'llahs egen manifestation
29. Koranen 16:63
30. Hadith: Handling eller ytring tillagt profeten Muhammed
eller en af de hellige lmámer.
31. Koranen 83:28
32. Tale av 'Ali
33. Profeten Muhammed
34. Hafíz: Shamsu'd-Dín Muhammad af Shíráz, død ca. 1389 A.
D. En af de største persiske digtere.
35. Dette refererer til Súfí-idéen om det indre plan, der
sammenlignet med Den åbenbarede Sandhed, kun er uvirkeligt.
36. Koranen 4:129
37. Arabisk digt
38. Koranen 50:21
39. En titel givet 'Ali, Muhammeds efterfølger
40. 'Ali
41. Bogstaveligt "Jayhún", en flod i Turkistan
42. Koranen 9:51
43. Koranen 76:5
44. Koranen 55:26, 27
45. Koranen 15:21
46. Farídu'd-Dín Attár
47. Panteisme, en Súfí-doktrin udledt af: "Kun Gud
eksisterer. Han er i alle ting, og alle ting er i Ham".
48
I. Shari'at, eller religiøse love:
II. Taríqat, eller den vej, hvorpå den mystiske vejfarende
rejser i sin søgen efter Den ene Sande; dette stade
indbefatter også eremittens.
III. Haqíqat, eller den sandhed, der for Sùfi-en er målet
for rejsen gennem alle tre stadier.
Her lærer Bahá'u'lláh, at i modsætningen til troen hos visse
Súfí-er, der i deres søgen efter sandheden tror, at de selv
er hævet over loven, er lydighed over for religionens love
det afgørende.
49. Maqám-i-Mahmúd, Koranen 17:81
50. Koranen 2:84
51. Fred. Dette ord benyttes som konklusionen på en sætning
52. Egentlig "Sti"
53. De fem bogstaver, dette ord omfatter, er: G, N, J, SH, K
og det er Gáf, Nún, Jim, Shím, Káf.
54. Disse og de forudgående citater er fra Isláms
læresætninger.
55. Dette er en henvisning - i den traditionelle persiske
stil - til Bahá'u'lláh selv
tilbage til oversigten
|
