Tale af 'Abdu'l-Bahá 1912 i London

Når et menneske vender sit ansigt mod Gud, finder det solskin overalt. Alle mennesker er dets brødre. Lad ikke konventionelle hensyn få jer til at optræde koldt og udeltagende, når I møder fremmede mennesker fra andre lande. Se ikke på dem som om I mistænkte dem for at være ugerningsmænd, tyve og tølpere. I tror, at det er nødvendigt at være meget varsom for ikke at udsætte jer selv for den risiko at gøre bekendtskab med den slags mulige uønskede mennesker.
Jeg beder jer om ikke bare at tænke på jer selv. Vær venlige mod de fremmede, enten de kommer fra Tyrkiet, Japan, Iran, Rusland, Kina eller et hvilket som helst andet land i verden.

Hjælp dem til at føle sig hjemme. Find ud af hvor de bor, spørg om I kan gøre dem en tjeneste, forsøg at gøre deres liv lidt lykkeligere.

På den måde skal I, selvom det i frygtede fra begyndelsen en gang imellem skulle være sandt, alligevel gøre jer umage med at være venlige mod dem. En sådan venlighed vil hjælpe dem til at blive bedre efterhånden.

For resten hvorfor skulle noget udenlandsk folk behandles som fremmed?
Lad de der træffer jer føle, at I virkelig er bahá'íer - uden at I siger det.

Omsæt til handling Bahá'u'lláhs læresætning om at vise venlighed mod alle nationer. I skal ikke slå jer til tåls med venlighed blot i ord, lad hjertet gløde af kærlig omsorg for alle der krydser jeres vej.
O, I fra de vestlige nationer, vis venlighed over for dem, der kommer fra den østlige verden for at bosætte sig blandt jer. Tilsidesæt det konventionelle når I taler med dem. Det er de ikke vant til. For østerlændinge føles den slags som kulde og uvenlighed. I skal hellere optræde yderst venligt. Lad det ses at I er blevet opfyldt af universel kærlighed. Når I møder en iraner eller en anden fremmed, tal da til ham som en ven. Hvis han ser ud til at være ensom så prøv at hjælpe ham. Gør ham velvilligt tjenester. Hvis han er sørgmodig, trøst ham. Hvis han er fattig, hjælp ham. Hvis han bliver forfulgt, kom ham til undsætning, hvis han er fortvivlet, gi ham opmuntring. Ved at gøre dette vil I slå fast, at det er ikke bare i ord, men i handlinger, I i sandhed betragter alle mennesker som jeres brødre.

Hvad gavner det at være enige om universelt venskab er af det gode og at tale om menneskeslægtens solidaritet som det store ideal? Uden at disse talemåder omsættes til handling er de nytteløse.

Uretten i verden vil fortsætte med at eksistere fordi mennesker nøjes med at tale om sine idealer og ikke stræber efter at omsætte dem i praksis. Hvis handling erstattede ordene, ville verdens elendighed snart forandres til velvære.

Et menneske, som gør meget godt uden at tale om det, er på vej til fuldkommenhed.
Et menneske, som har gjort en bagatelagtig god gerning, og i sin tale gør den til en storslået handling, er meget lidt værd.

Hvis jeg elsker jer, er det ikke påkrævet, at jeg uophørligt taler om min kærlighed – I mærker den uden store ord. Hvis jeg derimod ikke elsker jer, vil I også vide det – og om jeg brugte tusinder af ord på at sige, at jeg elsker jer, ville I ikke tro mig.
Mennesker foregiver ofte at være gode og bruger mange smukke ord, fordi de ønsker at blive anset for at være større og bedre end deres medmennesker, de søger berømmelse verdens øjne. De, som udretter mest godt, bruger færrest mulige ord om deres gerninger.

Guds børn udøver gerninger uden at skryde med dem, idet de følger Hans love.
Mit håb for jer er, at I altid vil undgå tyranni og undertrykkelse, at I vil arbejde uden ophold, indtil retfærdighed hersker i alle lande, at I vil holde hjertet rent, og at I vil holde jeres hænder fri fra uretfærdighed.
Det er dette, den nære kontakt med Gud kræver af jer, og det er det, jeg forventer af jer.

Tale af 'Abdu'l-Bahá 1912 i London

tilbage til oversigten