Historie

Intro

Báb

Bahá'u'lláh

'Abdu'l-Bahá

Shoghi Effendi

Institution
Guds Sags
Hænder

Dansk Bahá'í
historie






Sitemap
 

Informationskontoret
Sofievej 28
2900 Hellerup
Tlf.: 3962 1780
info@bahai.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Informationskontoret
Sofievej 28
2900 Hellerup
Tlf.: 3962 1780
info@bahai.dk

  
 
Shoghi Effendi - hans liv hans værk
af Lise Q. Raben

Siden Lises ungdom har hun studeret Shoghi Effendis liv og hans skrifter og alle de ting han gjorde under sin 36 år lange embedsperiode. Her prøver hun at beskrive det, som hun har læst om og studeret.

Shoghi Effendi, ”Den uvurderlige perle” , ”Guds tegn”, var bahá'í-troens beskytter i 36 år, fra 1921 til 1957. Han døde i London af asiatisk influenza, hvortil han var rejst med sin hustru, Ruhiyyih Khánum, for at foretage indkøb til udsmykningen af haverne i Haifa og Badji.

Shoghi Effendi blev født den 1. marts 1897 i Abdullah Pashas Hus i Akko. Han var søn af 'Abdu'l-Bahás ældste datter, Díyá’íyyh Khánum og hendes mand, Mírzá Hádí Shírází, en Afnan og slægtning til Báb. Han blev altid kaldt Shoghi Effendi af sin bedstefar. Hans fornavn var Shoghi og Effendi er en titel som kan sammenlignes med hr., og er et tegn på respekt. 'Abdu'l-Bahá ønskede at alle skulle titulere ham således.

Shoghi Effendi

Shoghi Effendi
Der er desværre ikke mange beretninger om hans barndom, hvad vi ved først og Shoghi Effendi som barnfremmest fra Ruhíyyíh Khánum. Hun fortæller om hans barndom i The Priceles Pearl og har også fortalt om ham til bahá'íer ved konferencer og andre møder.
Shoghi Effendi var en stor spilopmager og var altid i spidsen for de spilopper, som husets børn fandt på, og mange gange måtte 'Abdu'l-Bahá irettesætte ham, når det gik for vidt.
'Abdu'l-Bahá elskede sit ældste barnebarn meget højt og allerede i 1901 udpegede han i sit testamente Shoghi Effendi til at blive sin efterfølger, bahá'í-troens beskytter:

O, mine hengivne venner! Efter at denne tjener, som verden har handlet ilde med, er gået bort, påhviler det Aghsán (grenene), Afnán (kvistene) på Det Hellige Lotustræ, Hænderne (støtterne) af Guds Sag og de, som Abhá-Skønheden elsker, at vende sig til Shoghi Effendi – denne unge gren, som er skudt frem på de to hellige og tilbedte Lotustræer, og som er frugten af foreningen af de to sideskud på Det Hellige Træ – fordi han er Guds tegn, den udvalgte gren, beskytteren af Guds sag og den, til hvem alle Afgsán, Afnán og Guds Sags Hænder og alle Hans elskede må vende sig. Han er fortolkeren af Guds ord, og efter ham vil følge den førstefødte af hans efterkommere i lige linie.

('Abdu'l-Bahás Testamente s. 17)
Det må have været en evig kamp for bedstefaderen at skjule sin inderlige kærlighed til dette barn, hvad han var nødt til, for ikke hans liv skulle komme i fare gennem det had og den misundelse som hans fjender følte.

Shoghi Effendi gik i skole først i Haifa og senere i Beirut. Han var ikke glad for skolerne. Rúhíyyíh Khánum skriver i sin bog om Shoghi Effendi The Priceless Pearl ”Jeg forstod på ham, at han aldrig var virkelig glad for nogen af skolerne eller universitetet. På trods af hans medfødte muntre natur kunne hans følsomhed og hans baggrund – så forskellig fra andres på alle måder - ikke andet end isolere ham og være årsag til megen hjertesorg.”

(The Priceless Pearl s. 17)
I de tidligere år under hans studier i Haifa fortalte han Ruhíyyíh Khánum, at han bad 'Abdu'l-Bahá om at give sig et efternavn, så han ikke ville blive forvekslet med sine fætre og kusiner, som alle havde efternavnet Afnán. 'Abdu'l-Bahá gav ham navnet Rabbani, som betyder ”guddommelig”, og dette navn blev også brugt af hans brødre og søstre. På den tid var der ingen efternavne. Folk blev opkaldt efter deres by, deres ældste søn eller en fremstående person i familien.

Da 'Abdu'l-Bahá var blevet befriet fra fængsel, begyndte han straks at overveje en rejse til Europa og Amerika. Det var meningen, at Shoghi Effendi skulle ledsage ham til Amerika. Dette blev imidlertid forhindret af de dr. Amin Fareeds intriger han var en af de andre ledsagere, og under rejsen til Amerika var han årsag til mange vanskeligheder for 'Abdu'l-Bahá. Han blev senere pagtbryder. Da Shoghi Effendi havde afsluttet sine studier i Beirut, begyndte han at fungere som 'Abdu'l-Bahás sekretær. 'Abdu'l-Bahás arbejdesbyrde forøgedes dag for dag, mange pilgrimme kom til Haifa, hvor han nu boede. Når vi rejser på pilgrimsrejse besøger vi det hus i Haifa, som 'Abdu'l-Bahá boede i og som senere, efter hans død, blev Shoghi Effendis bolig.

Hvor end 'Abdu'l-Bahá tog hen, var Shoghi Effendi med ham. Ruhíyyíh Khánum skriver i The Priceless Pearl: “Denne konstante forbindelse mellem dem, som varede omkring to år, må have været dybt tilfredsstillende for dem begge og udøvet en dybtgående og afgørende indflydelse på Shoghi Effendi. Gennem disse år, da 'Abdu'l-Bahás berømmelse steg lokalt såvel som internationalt, fik Shoghi Effendi mulighed for at observere, hvorledes Mesteren håndterede omgangen med højtstående embedsmænd og de utallige fremstående mennesker, som blev tiltrukket til den, som mange betragtede som ikke mindre end en orientalsk profet og den største religiøse skikkelse i Asien, såvel som hvordan Mesteren selv optrådte over for den evigt tilstedeværende misundelse og intriger fra ondsindede personer og hans fjender. Den lektie, han lærte, skulle reflekteres i Shoghi Effendis egen seksogtredive år lange embedsperiode for Bahá'u'lláhs tro”

(The Priceless Pearl s. 29)
Denne tætte forbindelse til 'Abdu'l-Bahá skulle snart tage sin afslutning. Det blev besluttet, at Shoghi Effendi skulle studere i Oxford. Det var hans hensigt at gøre sit engelsk perfekt, så han kunne oversætte 'Abdu'l-Bahás breve så vel som andre hellige skrifter til dette sprog.
 
I 1920 kom Shoghi Effendi til England. Han kom på Balliol College, som var et af Oxfords ældste colleges. Han omgikkes nogle få nære venner som Ziaollah Asgarzadeh, John E. Esslemont, som skrev Bahá'u'lláh og ”Den Nye Tid” og Lady Blomfield. Esslemont var hans bedste ven, måske hans eneste ven, skriver Ruhíyyíh Khánum i The Priceless Pearl, og det var en stor sorg for ham, da Esslemont døde af tuberkulose i 1925. Fra sine unge år var Shoghi Effendi beskæftiget med oversættelse til engelsk. I 1921 skriver han i et brev: ”Jeg beskæftiger mig i dette land dag og nat med at gøre mig selv perfekt i oversættelsens kunst... Jeg har ikke et øjebliks hvile. Jeg takker for at resultaterne i en vis udstrækning er gode.”
(The Priceless Pearl s. 37)

Fra sine dage i Beirut og til slutningen af sit liv havde Shoghi Effendi den vane at skrive ordlister og typiske engelske vendinger ned i en notesbog. Han elskede at læse King James versionen af Biblen og historikerne Carlyle og Gibbon, han beundrede deres stil, især stilen i Gibbons ”Decline and Fall of the Roman Empire. Han havde altid et eksemplar ved sin side og tog den med på sine rejser.

Snart skulle han sammen med resten af bahá'í verdenen få et frygteligt chok. Nemlig 'Abdu'l-Bahás død.		 Shoghi Effendi

Shoghi Effendi

 
 
Det kom som et stort chok for hele bahá'í verden og ikke mindst for Shoghi Effendi, da nyheden om 'Abdu'l-Bahás bortgang nåede frem. Af en eller anden grund tror man at en man elsker meget højt aldrig vil gå bort. Shoghi Effendi havde planer om efter sine studier at rejse hjem til Haifa og være 'Abdu'l-Bahás assistent, sekretær, oversætter mm. Men således skulle det ikke blive. 'Abdu'l-Bahá døde den 28. november 1921. Meddelelsen kom som så mange andre meddelelser til det engelske bahá'í –samfund til major Tudor Poles kontor. Han har øjeblikkeligt kontaktet Shoghi Effendi og bedt ham om at komme til hans kontor i London dog uden at sige, hvad han ville. Da Shoghi Effendi kom til kontoret var Tudor Pole gået et øjeblik, og han fandt telegrammet, som lå åbent på Poles skrivebord. Da Tudor Pole kom ind i kontoret, fandt han Shoghi Effendi nærmest besvimet af chokket. Shoghi Effendi blev bragt til sengs, og nogle bahá'íer plejede ham kærligt i et par dage. Dr. Esslemont inviterer ham til at komme og bo hos sig i et par dage, hvilket han gør, inden han forbereder sin hjemrejse til Haifa. På den tid var der langt til Haifa fra London, rejsen hjem foregik pr. skib. På grund af problemer med pas kommer Shoghi Effendi ikke så hurtigt af sted, og vi ved at han afsejler fra England den 16. december, så han kan ikke være med til 'Abdu'l-Bahás begravelse.
Ruhíyyíh Khánum skriver i The Priceless Pearl: ”Da 'Abdu'l-Bahá så uventet og stille gik bort uden at have været alvorligt syg, søgte hans familie i hans papirer for at se, om han havde givet nogle instrukser om, hvor han skulle begraves. Da de ikke fandt noget, begravede de ham i midten af de tre rum, som ligger umiddelbart indtil Bábs inderste gravmæle. De opdagede hans testamente – som består af tre testamenter skrevet på forskellige tidspunkter, og som danner ét dokument – adresseret til Shoghi Effendi. Det blev nu Shoghi Effendis pinefulde pligt at høre, hvad det indeholdt. Nogle dage efter hans ankomst læste de det for ham. For at forstå selv en smule af den indvirkning, det havde på ham, må vi huske, at han selv ved mere end en lejlighed, ikke blot til mig, men til andre som var tilstede ved pilgrimsbordet i Det Vestlige Pilgrimhus, sagde, at han ikke havde nogen forudgående viden om eksistensen af beskytterinstitutionen, mindst af alt at han var udpeget som beskytter; at det højeste han havde forventet var, at da han var den ældste dattersøn, havde 'Abdu'l-Bahá måske efterladt instrukser om, hvordan Det Universelle Retfærdighedens Hus skulle vælges, og at han var blevet udpeget til at sørge for, at det blev gjort og være den, som skulle indkalde til det møde, hvor det skulle vælges.” (The Priceless Pearl s. 42)
I det hus, som nu var så forfærdeligt tomt, og hvor hvert et skridt mindede ham om 'Abdu'l-Bahá sank han ned i den dybeste sorg og fortvivlelse. Shoghi Effendi opdagede også ved gennemlæsningen af 'Abdu'l-Bahás testamente, at han ikke blot var troens beskytter, men også den som skulle forklare Guds Ord, og at han var livstidsmedlem af Det Universelle Retfærdighedens Hus, og at han og den institution blev ledet af Gud. Han fandt også, at 'Abdu'l-Bahá huskede ham: ”O, I 'Abdu'l-Bahás trofaste elskede! Det er jeres pligt at have den største omsorg for Shoghi Shoghi Effendi, kvisten, som er grenet ud fra og frugten af de to hellige og guddommelige Lotustræer, for at ikke det mindste støvgran af modløshed og sorg skal plette hans strålende karakter, at han fra dag til dag må vokse i lykke, glæde og åndelighed og må blive endog som et frugtbart træ”. ('Abdu'l-Bahás Testamente s. 34)
Ruhíyyíh Khánum skriver, at som passende var, var det ikke Shoghi Effendi, men Det Største Hellige Blad, Bahá'u'lláhs datter og 'Abdu'l-Bahás søster, der gav meddelelsen videre til bahá'í verdenen om, at Shoghi Effendi var blevet udpeget af 'Abdu'l-Bahá som beskytter for bahá'í-troen.

Stort set hele bahá'í verdenen accepterede Shoghi Effendi som beskytter af troen og 'Abdu'l-Bahás efterfølger. Men pagtbryderne så nu en chance til at ødelægge, alt det, som 'Abdu'l-Bahá havde bygget op. En af de første ting de gjorde, anført af ’Ali Muhammad, 'Abdu'l-Bahás halvbroder, var med magt at gribe nøglerne til Bahá'u'lláhs gravmæle og erklære, at det var deres ret at have nøglerne, da ’Ali Muhammad var den retmæssige vogter af sin Faders gravmæle. Det var en voldsome krise for den unge beskytter, og det endte med, at myndighederne tog nøglerne og satte vagter uden for gravmælet. Samtidig skrev Shoghi Effendi til kong Feisal af Irak, for at appellere til ham om ikke at konfiskere Bahá'u'lláhs hus i Bagdad. Dette var endnu et frygteligt slag for Shoghi Effendi.

Ruhíyyíh Khánum skriver i The Priceless Peal: “Den situation Shoghi Effendi nu fandt sig i var i sandhed overvældende. Skønt hovedparten af de troende var loyale, blev troen angrebet fra alle sider af fjender, der havde fattet fornyet mod og glædede sig over 'Abdu'l-Bahás død. En af de gamle bahá'í fortalte, at de lokale myndigheder sædvanligvis benævnte Beskytteren som ”drengen”. Udover sin store ungdom nægtede den skægløse Oxford student, hvor værdig hans optræden end var, at foregive, at han var det mindste lig den skæggede patriark, som alle kendte så godt som en af Haifa personligheder – hvad enten han var elsket eller hadet – men altid respekteret som en af byens mest fremstående dignitarer. Shoghi Effendi nægtede at bære turban og de lange orientalske rober, som Mesteren altid havde båret; han nægtede at gå i moskeen hver fredag, en praksis 'Abdu'l-Bahá havde; han nægtede at tilbringe timer med muslimske præster, som plejede at få tiden til at gå med at besøge Mesteren, og som utvivlsomt var ivrige efter at taksere den grønskolling, som han havde anbragt i sit sted som troens overhoved. Når familien bebrejdede ham, at han ikke fulgte i Mesterens fodspor, svarede Beskytteren, at han måtte bruge al sin tid på arbejdet for troen. Alt dette må have føjet til hans lidelser og været årsag til megen opstandelse i familien og det lokale samfund. Nogle af dem mistænkte i hemmelighed Shoghi Shoghi Effendi for ikke rigtig at vide, hvad han skulle gøre, at han havde brug for ældre og klogere hoveder omkring sig, og at jo før Det Universelle Retfærdighedens Hus blev dannet des bedre for sagen, og alle det angik.”

Beskytteren var overvældet af 'Abdu'l-Bahás pludselige død, angrebene fra pagtbryderne og troens fjender, og til sidst måtte han tage en tung beslutning. Han forlod Haifa efter at have overladt ledelsen af troen til 'Abdu'l-Bahás søster, Det Største Hellige Blad, og den hellige familie. Han måtte have fred i sit sind og i ensomhed meditere over den enorme opgave, som lå foran ham. Han rejste til Tyskland, hvor han søgte læge, og han har fortalt Ruhíyyíh Khánum, at de ikke fandt han havde nogen reflekser overhovedet, hvad de anså for meget alvorligt. I Berner Oberlands vilde bjerge fandt han fred. Han ikke alene gik i bjergene, men klatrede også sammen med en guide.

Næsten et år var Shoghi Effendi borte fra Haifa. I december 1922 mødte han med stor forbavselse sin mor, da han en aften kom hjem fra en udflugt. Hun var blevet bedt af Det Største Hellige Blad om at opsøge ham og bønfalde ham om at komme hjem. I en notits i det amerikanske Bahá'í Nyt, Star of the West stod der følgende: ”Shoghi Effendi ... vendte tilbage til Haifa, fredag eftermiddag den 15. december lykkelig og i strålende godt helbred, han har igen taget ”tømmerne i bahá'í-sagens beskytters kontor, som blev givet ham i 'Abdu'l-Bahás Testamente.”

Vel hjemkommet påtog Shoghi Effendi sig nu enorme opgave det var at lede bahá'í-samfundet. Opgaverne var mangfoldige. Han skulle holde sammen på bahá'í-samfundet i hele verden, som bestod af små spredte samfund, med en ofte sparsom viden om den tro de havde antaget. Han skulle undervise bahá'íerne i den administration som 'Abdu'l-Bahá havde beskrevet i sit testamente, han skulle gøre haverne omkring gravmælerne smukkere, han skulle udarbejde undervisningsplaner for bahá'í-samfundet og han skulle oversætte bahá'í-litteratur. Det var store og tidskrævende projekter, og han var ene om det arbejde.

Ruhíyyíh KhánumHan forsøgte at samle nogle familiemedlemmer omkring sig for at få dem til at hjælpe sig med arbejdet, men indså snart at hverken viljen eller evnerne var tilstede. Hans nærmeste familie ønskede ikke at hjælpe ham og ville ikke acceptere hans autoritet, den autoritet som 'Abdu'l-Bahá havde givet ham sit testamente. Således stod han helt alene, og det var først da han og Ruhíyyíh Khánum blev gift i 1937, at han endelig fik en kompetent og hengiven medhjælper. Ruhíyyíh Khánum blev hans sekretær og fungerede som sådan indtil hans død i 1957.
Den første opgave Shoghi Effendi gik i gang med var at skrive mange lange breve til det nordamerikanske bahá'í-samfund. De breve som findes samlet i bogen The World Order of Bahá'u'lláh. De består af en række breve som blev skrevet fra 1929 til 1936. Heri forklarer Shoghi Effendi bahá'í-troens principper, Bábs, Bahá'u'lláhs og 'Abdu'l-Bahás stader, han forklarer betydningen af beskytterembedet og Det Universelle Retfærdighedens Hus og meget mere. Det var en regulær undervisning i, hvad bahá'í er, og hvilke holdninger man skal have som bahá'í, til verden omkring sig.

Samtidig var han i gang med at oversætte. Det første han oversatte var 'Abdu'l-Bahás testamente og Skjulte Ord, derefter fulgte Prayers and Meditations, Gleanings from the Writings of Bahá'u'lláh, Espistle to the Son of the Wolf, samtidig var hans egne skrifter spækkede med citater fra Bábs, Bahá'u'lláhs og 'Abdu'l-Bahás skrifter. Shoghi Effendi oversatte både fra arabisk og persisk og samtidig med at han oversatte fortolkede han skrifterne, som han var blevet udpeget til af 'Abdu'l-Bahá. Det var et formidabelt arbejde og man kan spørge sig selv, hvad vi skulle have gjort, hvis vi ikke havde haft Shoghi Effendis oversættelser.

Shoghi Effendis egne skrifter var mest i form af lange breve, som før omtalt The World Order of Bahá'u'lláh, The Promised Day is Come, som er en forklaring på bahá'í-troens betydning og sat i verdenshistorisk perspektiv. Han omtaler brevene til konger og regenter og giver en kort beskrivelse af modtagerne. Hvis man er interesseret i historie, er den en højst interessant bog. The Advent of Divine Justice er et andet langt brev, som omhandler bl. a., hvordan vi skal leve livet både som individer, men også hvorledes institutionerne skal leve op til troens principper. Derudover skrev han tusindvis af breve til individer og institutioner. Sagens Hånd Ugo Giacheri skrev i sin bog om Shoghi Effendi, at han havde skrevet over 30.000 breve.

Den enste rigtige bog Shoghi Effendi skrev var den vidunderlige historiske beretning God Passes By, som han skrev til 100-års jubilæet for Bábs erklæring i 1844. Det er en bog på over 400 sider, som beskriver bahá'í-historien i 100 år. Man gribes af stor begejstring, når man læser den og den slider hjertet ud af en, når man læser beskrivelserne af Bábs, Bahá'u'lláhs og 'Abdu'l-Bahás lidelser. Den beskriver udviklingen af bahá'í-samfundet i vor tid med oprettelsen af nationale og lokale åndelige råd, og den beskriver fremtiden i en vidunderlig vision. Bogens sidste afsnit lyder således:

” Hvad der end måtte overgå denne Guds spæde tro i fremtidige årtier eller efterfølgende århundreder, hvad de sorger, farer og trængsler, som det næste stadium i dens verdensomspændende udvikling end måtteafføde, fra hvilket hjørne, de angreb, som vil blive iværksat af dens nuværende og fremtidige modstandere, end måtte blive sluppet løs imod den, hvor stor den modgang og hvor store de tilbageslag den end måtte lide, kan vi, som har fået det privilegium med vore begrænsede forstandsbegreber at forstå betydningen af disse forunderlige fænomener, som er forbundet med dens vækst og rodfæstelse, ikke nære nogen tvivl om, at hvad den allerede har opnået i det første århundrede af sit liv, borger i tilstrækkelig grad for, at den vil fortsætte med at kæmpe sig frem, idet den erobrer højere tinder, river enhver hindring ned, åbner nye horisonter og vinder stadig mægtigere sejre, indtil dens ærefulde mission, som strækker sig langt ind i de tågede områder af tid, som ligger forude, er fuldstændig opfyldt.”

Samtidig med at han udøvede sin skribentvirksomhed arbejde han dag og nat med at forskønne haverne omkring gravmælerne. Karmelsbjerget var på den tid en ørken, der voksede kun nogle små forkrøblede buske og der var meget stenet. men lidt efter lidt fik Shoghi Effendi opkøbt mere og mere af jorden på bjerget så han kunne etablere smukke haver omkring Bábs gravmæle. Og så var der planerne om at bygge en såkaldt superstruktur omkring Bábs gravmæle. Arkitekten var den berømte arkitekt William Sutherland, som også var Shoghi Effendis svigerfar. Han tegnede et smukt mausolæum i hvid marmor, som blev færdigt i 1953, 100-året for Bahá'u'lláhs åbenbaring i Siyyah Chal i Teheran. Jeg husker, hvordan der blev samlet penge ind til dette projekt i min barndom, vi talte altid om ”gravmælet”.

På trods af at Shoghi Effendi ikke kunne komme ind i Bahá'u'lláhs gravmæle, fordi pagtbryderne havde taget nøglerne, arbejdede han hele tiden på at forskønne haverne omkring gravmælet. Lige uden for disse haver var der ørken og for at beskytte disse haver mod sandet og den hede ørkenvind opførte han flere terrasser over hinanden ind mod ørkenen. Disse terrasser ser man endnu som en meget skøn del af haverne.

Shoghi Effendi arbejdede dag og nat, han sov kun fire timer i døgnet og spiste kun en gang om dagen, ellers arbejdede han. Ruhíyyíh Khánum siger, at han ofte stod på sine ben otte timer om dagen, mens han overvågede arbejdet i haverne og bygningen af Bábs gravmæle. Der er en anekdote om hans arbejde i haverne: En amerikansk turist så de smukke haver og ville vide hvem arkitekten var, for så ville han ansætte ham; svaret var Shoghi Effendi.

Der er nogle personer der bør nævnes i forbindelse med en beretning om Shoghi Effendis liv. Bahíyyíh KhánumDen ene er Bahíyyíh Khánum, Det Største Hellige Blad, 'Abdu'l-Bahás søster. Hun elskede ham meget og højt og hjalp ham og støttede ham lige til hun døde i 1932. Det var hende, der meddelte bahá'í-verdenen, at Shoghi Effendi var blevet udpeget til beskytter og det var hende, der ledte troen medens Shoghi Effendi rejste rundt i verden for at affinde sig med sin udpegelse til beskytter. Det var et frygteligt slag for ham, da hun døde og han skrev den mest rørende hyldest til hende: ”En sorg, der i sin bitterhed leder tanken hen på den tilintetgørende smerte, da 'Abdu'l-Bahá så pludseligt blev revet bort fra vor midte, har rystet bahá'í-verden i dens grundvold. Det Største Hellige Blad, Bahá'u'lláhs højtelskede og skattede datter, som blev betroet vore svage og uværdige hænder af vor afdøde Mester er gået bort ...
hvorledes kan min ensomme pen, som er .... så uegnet til til at berette om de velsignelser, som hun øste over min tidligste barndom .... Min smerte er for voldsom, min sorg alt for dyb til i dette øjeblik at give frit løb for de følelser, der bruser i mig.... Inderligt elskede Største Hellige Blad! Gennem mine tåreblændede øjne ser jeg, medens jeg skriver disse linier tydeligt din ædle skikkelse foran mig, og jeg genkender dit venlige ansigts alvor. Jeg ser stadig, skønt gravens skygge adskiller os, ind i dine blå, kærlighedsfulde øjne ... og føler den hengivenhed, som bandt dig til [sagens] ydmygeste og mest betydningsløse tilhænger ... Mindet om din hånds berøring vil anspore mig til standhaftigt at følge i dine fodspor....” Shoghi Effendis skrifter, et uddrag

En anden person, som Shoghi Effendi var ven med i sine unge år var dr. John E. Esslemont. Han der skrev Bahá'u'lláh og den Nye Tid. Ruhíyyíh Khánum skriver, at Esslemont formodentlig var hans eneste ven. Esslemont døde i Haifa i 1925 af tuberkulose, og Shoghi Effendi sørgede meget over hans død. Og så var der naturligvis hans hustru Ruhíyyíh Khánum. De blev gift i 1937, hvor hun flyttede til Haifa og de boede i de værelser i 'Abdu'l-Bahás hus, som 'Abdu'l-Bahá havde fået bygget som bolig til Shoghi Shoghi Effendi. Hun var hans sekretær og hjælper igennem de 20 år de var gift. Hun var hans skjold mod de prøvelser, som han uafladeligt var udsat for og hun var hans repræsentant på flere måder.

I midten af trediverne fandt Shoghi Shoghi Effendi, at bahá'í-samfundet var tilstrækkeligt udviklet administrativt til at man kunne begynde på systematiske undervisningsplaner, som han selv udarbejdede.

Den første plan, som bliver kaldt den første syvårsplan kom i 1937. Det var en plan til det amerikanske baha’i-samfund. Målene var, at der skulle oprettes et lokalt åndeligt råd i hver amerikansk stat og hver canadisk provins, desuden skulle troen åbnes i de sydamerikanske republikker. Derudover skulle amerikanerne sørge for at få den udvendige udsmykning på templet i Wilmette færdig. Det stod som et skelet og det var en stor opgave for et lille samfund at få det færdigt. Shoghi Effendi har jo nok haft en fornemmelse af, at det ikke ville blive muligt med en plan for Europa på det tidspunkt, hvor der var chancer for en storkrig, og han fik jo ret, idet 2. verdenskrig brød ud i 1939.

Alle den første Syvårsplans mål blev opfyldt og i 1944 kunne man så med stor glæde fejre 100-året for Bábs erklæring om, at han var Den Lovede, som skulle indvi en ny tid for menneskene.

Efter den 2. verdenskrig var slut kunne der så begyndes i Europa. Der var nogle få og små bahá'í-samfund i Europa på det tidspunkt og Shoghi Effendi udarbejdede så en syvårsplan for udbredelse af troen i Europa. Europæerne var, efter den forfærdelige krig som mange steder havde lagt hele byer i ruiner, parate til at tage imod det nye guddommelige budskab.

Mange amerikanske pionerer kom til Europa for at svare på Shoghi Effendis kalden. De bosatte sig i de store hovedstæder, det var planen, at der skulle oprettes et lokalt åndeligt råd i hver af de europæiske hovedstæder. Til Danmark kom der flere amerikanere, men den som grundlagde det danske bahá'í-samfund var Dagmar Dole, som i den tidligere syvårsplan havde været pioner i Alaska. Den første danske bahá'í meldte sig ind i samfundet i 1947, Palle Bischoff. I 1949 oprettedes det første lokale åndelige råd i København. I 1925 blev en dansk bahá'í, Johanne Høegh bahá'í i Honolulu, og hun kom senere til Danmark. I mange år var hun den eneste bahá'í i Danmark og sørgede i tæt samarbejde med Shoghi Effendi for at få oversat og udgivet flere bøger og brochurer på dansk. Skjulte Ord og Bahá'u'lláh og den Nye Tid var de første bahá'í publikationer på dansk, som udkom i trediverne.

I 1953 kom så den store tiårsplan. Nu skulle Bahá'u'lláhs navn blive kendt overalt. Denne plan blev givet til alle bahá'íer i verden. Der eksisterede på den tid tolv nationale åndelige råd, som fik opgaven. Bahá'í-troen skulle nu udbredes til alle områder i verden, alle lande, øer og territorier. Det var enorm opgave, som bahá'í-samfundet gik i gang med. Tusinder af pionerer forlod deres land for at bosætte sig på steder de ofte aldrig havde hørt om tidligere. Jeg husker hvorledes Loice Lawrence og Eskild Ljungberg begge havde meldt sig til at bosætte sig i henholdsvis Lofoten i Nordnorge og på Færøerne. Ingen af dem vidste rigtigt hvor deres mål lå.

Planen blev præsenteret ved fire store interkontinentale konferencer i Kampala, Afrika, Chicago, USA, Stockholm, Sverige og New Delhi, Indien. Ved hver af disse konferencer lod Shoghi Effendi sig repræsentere af en sagens hånd. I Stockholm blev han repræsenteret af dr. Ugo Giacheri, som læste budskabet fra Shoghi Effendi op til de forsamlede bahá'íer. Disse konferencer var uforglemmelige. Mange af sagens hænder var tilstede, og det var en stor oplevelse for deltagerne at mødes med dem og tale med dem.

Tiårskorstoget gik i gang og bahá'íerne bosatte sig de mest utrolige steder, og der er mange historier om de oplevelser de havde af alskens slags. En pioner på Rhodos blev skygget af en ortodoks præst, hun købte sig en motorcykel for at komme væk fra ham. En anden pioner blev efter nogle år på Kreta den tyske konsul der. Nogle pionerer i Afrika holdt hemmelige møder ved flodbreden om aftenen, og det viste sig efter, at Kenya blev en selvstændig stat, at præsident Jomo Kenyatta havde været en af deltagerne i disse møde. Oplevelserne var mangeartede.

Hele tiden udviklede Shoghi Effendi bahá'í-samfundet. I 1951 udpegede han de første sagens hænder. Institutionen sagens hænder er oprettet af Bahá'u'lláh som selv udpegede fire sagens hænder i sin levetid. Det var persiske bahá'íer, som skulle assistere vennerne i Persien med undervisning og beskyttelse af troen. 'Abdu'l-Bahá udpegede ikke nogen og Shoghi Effendi havde indtil 1951 kun udpeget sagens hænder post humt, dvs. efter deres død, som en æresbevisning. Men nu var der behov for hjælpere, så troens arbejde kunne gå fremad hele tiden. Kort før sin død udpegede han flere sagens hænder, så antallet kom op på 27 og kaldte dem i sit budskab om denne udpegelse for Troens Hovedforvaltere, måske havde han en anelse om sin kommende bortgang. Ruhíyyíh Khánum siger i The Priceless Pearl, at hun ingen anelse havde om, at han skulle gå bort, hun ville ikke have kunnet leve med den slags viden, og hans død kom som et stort chok for alle.

I 1954 bad Shoghi Effendi sagens hænder om hver at udpege støttenævnsmedlemmer, som skulle være deres assistenter i udbredelse og beskyttelse af troen. En dansk bahá'í, Tove Deleuran blev udpeget af dr. Giacheri som et af støttenævnsmedlemmerne i Europa.

I 1957 døde Shoghi Effendi af influenza i London. Det var et stort slag for bahá'íerne, som blev rådvilde og ikke vidste hvad de skulle gøre, når deres elskede leder var død midt i tiårsplanen. Så trådte sagens hænder ind på scenen og rejste verden rundt for at forklare vennerne, at selv om Shoghi Effendi var død skulle de fortsætte med at udbrede troen, så tiårsplanens mål kunne opfyldes i 1963 og Det Universelle Retfærdighedens Hus kunne blive etableret.

Planen lykkedes over al forventning. Ved tiårskorstogets afslutning var der blevet oprettet 56 nationale åndelige råd og bahá'í-verden var parat til at vælge det første Det Universelle Retfærdighedens Hus. Dette foregik i Haifa i 'Abdu'l-Bahás hus og efter valget afholdtes en stor interkontinental konference i London, hvor man fejrede opfyldelsen af tiårskorstogets mål.

Det er ganske umuligt for os at påskønne Shoghi Effendis livsværk, man kan kun forsøge at give et glimt af hans opnåelser. Han den uvurderlige perle i 'Abdu'l-Bahás Testamente og Ruhíyyíh Khánum har i to bøger beskrevet hans liv. ”The Priceless Pearl” og ”The Guardian of the Bahá'í Faith”, Sagens Hånd Ugo Giacheri har i sin bog ”Shoghi Shoghi Effendi” beskrevet sit tætte samarbejde med ham. Shoghi Effendi ofrede sit liv fuldstændig for vores elskede tro, var det ikke for ham, var vi aldrig kommet så vidt i udbredelse og konsolidering. Han vejledte, trøstede og opmuntrede os i vores arbejde for troen, han var i sandhed vores ”sande bror, Shoghi”, som han altid underskrev sig i sine breve.

 


Jorden er kun ét land og menneskeheden dets indbyggere.