|
Pressemeddelelse
Iransk straffelovsudkast med grove overtrædelser af
menneskerettighederne
Det iranske parlament behandler et straffelovsudkast,
der indeholder grove overtrædelser af
menneskerettighederne. Hvis det bliver vedtaget vil det
påvirke ikke kun bahá’íer, men mange andre, også udenfor
Iran.
Dødsstraf til enhver, der
konverterer fra islam til en anden religion. Det er et
af de meget bekymrende forslag der stilles i det
straffelovsudkast der lige nu behandles i det iranske
parlament og som, hvis det vedtages, vil påvirke ikke
kun bahá’íer, men også kristne, jøder og andre.
Lovforslaget går så vidt som til at
omtale som frafalden enhver tilhænger af en anden
religion end islam, som har en forældre der var muslim
ved hans/hendes undfangelse. Således vil for eksempel et
barn af en muslim og en kristen, som vælger at antage
den kristne tro, blive betragtet som frafalden i lovens
øjne og henrettet.
”Dette lovforslag går imod alle
normer og standarder for menneskerettigheder, inklusiv
internationale traktater som Iran selv har anerkendt,”
siger Bani Dugal, der repræsenterer det internationale
bahá’í samfund i FN. ” Det er vigtigt at det
internationale samfund taler åbent nu, før det er for
sent og lovforslaget bliver landets lov i Iran.”
Udover de meget alvorlige regler om
frafald vil lovforslaget udstrække regeringens magt til
også at omfatte handlinger, der finder sted udenfor
Irans grænser. Dette vil kunne få betydning for bahá’íer
og andre grupper med persiske rødder, også i Danmark.
”Hvis den nye straffelov bliver
vedtaget, vil de iranske bahá'íer over hele verden - og
andre – kunne dømmes for handlinger de foretager uden
for Iran, der bliver betragtet som handlinger imod
nationens sikkerhed,” forklarer Dugal
Da ordet ”sikkerhed” ikke er
defineret i loven vil enhver handling kunne betragtes
som sådan. Faktisk er mange iranske bahá’íer blevet
beskyldt for aktiviteter mod statens sikkerhed.
Generelt anvendes der flere steder
meget vage henvisninger i loven og enhver gruppe, der
ikke behager regeringen, inklusiv bahá’íerne, placeres
derved i en yderst udsat situation.
”Loven vil, hvis den bliver
vedtaget, tillade Irans regering uden risiko at gribe
ind i Irans borgeres liv udelukkende på basis af deres
religiøse tilhørsforhold”, siger Bani Dugal og
fortsætter: ”Dette er ikke blot en krænkelse af Irans
folk, men et angreb på alle, der forsøger at opretholde
fundamentale menneskerettigheder.”
For yderligere information:
Se
www.bwns.org ,
www.bic.org eller
www.bahai.dk
eller kontakt Lise Raben,
generalsekretær for Danmarks bahá’ér 46 37 01 99 el. 39
62 35 18
|