Professor Margit Warburgs doktorafhandling

Det var en meget interessant dag for de deltagende bahá'íer, da Margit Warburg den 17. januar forsvarede sin doktorafhandling Citizens of the World a history and Sociology of the Bahá'ís from a Globalisation perspective på Københavns Universitet. Margit startede med at give et indlæg på en halv time om bahá'í-troen og dens samfund. Hun nævnte flere temaer fra sin bog. En af dem var om den første danske bahá'í, Johanne Høg og hendes omfattende korrespondance med Shoghi Effendi, hendes manglende succes med undervisning, som så mange andre enlige bahá'í kvinder, som kom til Skandinavien i tyverne og tredverne. At Johanne brugte megen tid på oversættelse og udgivelse af bøger om bahá'í-troen, som Shoghi Effendi lagde så megen vægt på. Margit giver et sociologisk ”snapshot” af det danske bahá'í-samfund, baseret på hendes to år lange spørgeundersøgelse med 120 danske bahá'íer i begyndelsen af firserne. Hun analyserede nogle sociologiske variabler som familiestruktur, uddannelsesmæssig baggrund, socio-økonomisk status og beskæftigelse. Hun konkluderer, at ”de danske bahá'íer er veluddannede, og at de fleste er funktionærer (kun 13% er faglærte eller ufaglærte arbejdere), at de fleste har mellemindkomst. Hun taler om konvertering, og her nævner hun at hjernevask hypotesen er en populær forklaring på ellers uforklarlige konverteringer, på trods af, at dette gentagne gange er blevet udfordret af religionssociologer. Bahá'íerne er dog aldrig blevet beskyldt for hjernevask, og hun konkluderer at de søgende konverterer helt af egen fri vilje.. Hun nævner faste og obligatorisk bøn. Hendes undersøgelse viser, at 74% af de danske bahá'íer beder daglig, 64% overholder fasten. Hun diskuterer den potentielle vækst i det danske bahá'í-samfund, som i den nære fremtid ikke ser optimistisk ud, men konkluderer, at hvis man ser det på længere sigt som f. eks. er par århundreder og vækstraten bliver opretholdt, kunne bahá'í religionen meget vel blive en af de større religioner, også i Danmark. Med hensyn til globalisering diskuterer hun bahá'íernes arbejde på det internationale område, især i FN. Hun beskriver flere sociale- og økonomiske projekter, som bahá'íerne har i udviklingslandene. Hun diskuterer to udtryk ”verdensbekræftende” og ”verdensafvisende”. ”Bahá'íerne kan være kritiske over for det nuværende samfund, men de er ikke fanatikere, og aktivt medlemskab er forenelig med normale karrierer og familieliv”.

Der var to officielle opponenter og en ex-auditorium opponent, som alle brugte hele deres tildelte tid til at stille spørgsmål og udtrykke deres mening om Margit Warburgs fund. Den ene opponent var professor Will van den Hoonard, sociolog fra New Brunswick Universitetet i Canada og bahá'í. Den anden var lektor Jørgen Simonsen ved Københavns Universitet og den tredje var professor Armin Geertz fra Århus Universitet. Professor Hoonard var, som også de andre, meget påskønnende, men han savnede en undersøgelse af familieliv og kønnenes ligestilling i bahá'í-samfundet. Professor Geertz talte mest om det videnskabsteoretiske, og lektor Bæk Simonsen, som er specialist i islam, sammenlignede Bahá'u'lláhs og Mohameds liv, at de begge for eksempel trak sig tilbage i en periode før de tilkendegav deres mission. Dette havde Marigt Warburg ikke gjort i sin disputats. Lektor Simonsen spurgte også, hvordan det kan lade sig gøre at lave en uafhængig sociologisk undersøgelse af en gruppe mennesker, når man arbejder sammen med et af medlemmerne. (Margit Warburg takker en bahá'í for hendes støtte og samarbejde i bogens forord). Hertil svarede hun, at det var muligt, når der er gensidig tillid og en sand fælles respekt for professionalisme og forståelse af forskellen på ”insider” og ”outsider” perspektivet. ”Vi var ikke altid enige”, men vi opretholdt det gode samarbejde.

Professor Hoonard gav senere udtryk for over for mig, at denne bog i fremtiden ville blive brugt som en lærebog i religionssociologi på universiteter over hele verden, da det er den første monografi om bahá'í skrevet af en, der ikke er bahá'í.

Professor Hoonard udtrykte også stor begejstring for det dansk bahá'í-samfund som havde stillet op til denne undersøgelse og været villig til at samarbejde med Margit Warburg igennem 27 år. Det Nationale Åndelige Råd har altid støttet dette samarbejde, ligesom Det Universelle Retfærdighedens Hus jo også støttede det ved at invitere hende to gange til Haifa, så hun kunne arbejde i arkiverne for at samle materiale. Margit Warburg har også arbejdet i de amerikanske arkiver, såvel som i de danske. Stor var min overraskelse, da jeg læste manuskriptet til hendes bog og så, at hun havde fundet et brev fra min mor af juni 1949 til sekretæren for the European Teaching Committe, hvori hun fortæller at hun er så glad for at være blevet bahá'í, og at Dagmar Dole var et vidunderligt menneske.

Jeg er meget imponeret af bogen. Den er rigtig god, selv om der vel ikke altid står sådan, som vi opfatter os selv. Det hat jo været et forskningsprojekt og ikke en bog om bahá'í-samfundet, som vi opfatter os selv. Jeg har også altid været meget optaget af hendes statistikker. Det er meget svært at lave statistikker, det ved jeg alt om, da jeg har lavet statistikker for bahá'í-samfundet i en menneskealder, men Margit kunne det der, det uddanner en forsker sig jo i. Da hun havde lavet statistikkerne om bøn og faste, mente jeg, at de tal var anderledes nu, da samfundet var blevet mere konsolideret, og jeg forslog, at hun skulle lave en ny interviewundersøgelse, så vi kunne sammenligne de nye tal med de gamle fra firserne, men det var hun selvfølgelig ikke indstillet på, det må en anden forsker gøre, måske om tyve eller tredive år.

Jeg har personligt været meget glad for samarbejdet med Margit Warburg. Jeg har lært en masse, og det har været meget interessant at få indblik i, hvordan forskning foregår.

 Bogen er blevet udgivet af forlaget Brill i Holland. De sælger deres bøger til universiteter i hele verden, så den vil blive vidt udbredt. Det var derfor Margit Warburg ønskede at få bogen udgivet af dette forlag, selv om det betød, at udgivelsen tog meget lang tid, da forlaget forlangte at en uafhængig anonym person skulle læse den igennem, inden de bestemte sig til at udgive den, på trods af at Københavns Universitet jo havde haft et bedømmelsesudvalg til at læse den igennem for godkendelse som doktordisputats.

To dage før forsvaret af doktorafhandlingen skulle foregå, var der et stort opsat interview med Margit i Kristeligt Dagblad. Der fyldte en halv side på forsiden og en side inde i bladet.

Lise Q. Raben

tilbage til oversigten