| Nittendagsfesten er en af troens vigtigste institutioner.
Den holdes i hvert område, hvor der findes bahá'íer
og har til formål at skabe enhed og sammenhold blandt
bahá'íerne i et samfund og at mindes og lovprise
Gud. Den er kun for bahá'íer.
Nittendagsfesten afholdes den første dag i hver bahá'í
måned. Hver bahá'í måned består
af 19 dage, deraf kommer navnet. Nittendagsfesten har tre
dele. Den første del består af andagt. Her læses
der bønner og uddrag fra de hellige skrifter. Den anden
del er administrativ med rådslagning og oplysninger.
I denne del giver sekretæren for det lokale råd
(link) meddelelser fra de lokale, nationale og internationale
institutioner. Alle - børn, unge og gamle - opfordres
til at komme med forslag og synspunkter om rådets aktiviteter.
Den sidste del kendetegnes ved socialt samvær og fællesskab.
Nittendagsfestens opdeling i en åndelig, en administrativ
og en social del ligger fast. De tre dele kan dog afvikles
meget forskelligt og der opfordres til at festen afholdes
på en måde, der passer til det lokale samfund.
De fleste steder i Danmark afholdes nittendagsfesten i private
hjem, og ansvaret for festen er da delegeret ud til enkelte
bahá'íer. Det lokale råd i området,
vil dog altid have det endelige ansvar for nittendagsfesten
og står som oftest for koordinering og information omkring
arrangementet.
|