Shoghi Effendi blev i ‘Abdu’l-Bahás testamente udpeget til at vejlede bahá’íerne efter ‘Abdu’l-Bahás død. Det gjorde han utrætteligt gennem en række breve og planer, fra sin udpegelse som troens beskytter i 1921 og indtil sin bortgang i 1957.

Shoghi Effendi blev født den 1. marts 1897 i Abdullah Pashas Hus i Akko. Han var søn af ‘Abdu’l-Bahás ældste datter, Díyá’íyyh Khánum, og hendes mand, Mírzá Hádí Shírází, en slægtning til Báb. Han blev altid kaldt Shoghi Effendi af sin bedstefar. Hans fornavn var Shoghi, og Effendi er en titel som kan sammenlignes med hr., og er et tegn på respekt. ‘Abdu’l-Bahá ønskede at alle skulle titulere ham således.

‘Abdu’l-Bahá elskede sit ældste barnebarn meget højt og allerede i 1901 udpegede han i sit testamente Shoghi Effendi til at blive sin efterfølger, bahá’í-troens beskytter:

O, mine hengivne venner! Efter at denne tjener, som verden har handlet ilde med, er gået bort, påhviler det Aghsán (grenene), Afnán (kvistene) på Det Hellige Lotustræ, Hænderne (støtterne) af Guds Sag og de, som Abhá-Skønheden elsker, at vende sig til Shoghi Effendi – denne unge gren, som er skudt frem på de to hellige og tilbedte Lotustræer, og som er frugten af foreningen af de to sideskud på Det Hellige Træ – fordi han er Guds tegn, den udvalgte gren, beskytteren af Guds sag og den, til hvem alle Afgsán, Afnán og Guds Sags Hænder og alle Hans elskede må vende sig. Han er fortolkeren af Guds ord, og efter ham vil følge den førstefødte af hans efterkommere i lige linie. (‘Abdu’l-Bahás Testamente s. 17)

Shoghi Effendi blev udpeget til troens beskytter i 1921. På det tidspunkt var han i starten af 20’erne og studerede på Balliol College i Oxford. Nyheden om ‘Abdu’l-Bahás bortgang kom som et stort chok for hele bahá’í verden og ikke mindst for Shoghi Effendi. Hans kære bedstefars bortgang og vægten af det ansvar han var blevet givet var overvældende da han ikke havde nogen forudanelse om at han ville blive udpeget til sådan en position.

For at håndtere sorgen og forberede sig til at påtage det store ansvar, der var placeret på hans skuldre, tog han i en periode bort for i ensomhed at meditere over den enorme opgave. I Schweiziske bjerge fandt han fred. Han gik alene i bjergene, og klatrede også sammen med en guide.

I denne periode, der varede ca. et år, overlod han ledelsen af troen til sin grandtante, Bahiyyih Khanum, – Bahá’u’lláhs datter og ‘Abdu’l-Bahás søster. Shoghi Effendi og hans grandtante var nært knyttet, og hun var den af alle medlemmerne i hans familie, der forstod hans knusende sorg over tabet bedstefaren. Hun var en vis og loyal støtte for ham i de tidlige år af beskytterembedet indtil sin bortgang i 1932.

Shoghi Effendis arbejde
Vel hjemkommet påtog Shoghi Effendi sig den enorme opgave det var at lede bahá’í-samfundet som bestod af små spredte samfund, med en ofte sparsom viden om den tro de havde antaget.

Opgaverne var mangfoldige: Han skulle undervise bahá’íerne i den administration som ‘Abdu’l-Bahá havde beskrevet i sit testamente, gøre haverne omkring gravmælerne smukkere, udarbejde undervisningsplaner for bahá’í-samfundet og oversætte bahá’í-litteratur.

Han forsøgte at samle nogle familiemedlemmer omkring sig for at få dem til at hjælpe med arbejdet, men indså snart at hverken viljen eller evnerne var tilstede. Hans nærmeste familie ville ikke acceptere den autoritet som ‘Abdu’l-Bahá havde givet ham i sit testamente, og det var først da han og Ruhíyyíh Khánum blev gift i 1937 at han fik en kompetent og hengiven medhjælper. Ruhíyyíh Khánum blev hans sekretær og fungerede som sådan indtil hans død i 1957.

Den første opgave Shoghi Effendi gik i gang med var at skrive mange lange breve til det nordamerikanske bahá’í-samfund hvor han forklarede bahá’í-troens principper, Bábs, Bahá’u’lláhs og ‘Abdu’l-Bahás stader, betydningen af beskytterembedet og Det Universelle Retfærdighedens Hus og meget mere. Brevene, som blev skrevet fra 1929 til 1936, er samlet i bogen ”The World Order of Bahá’u’lláh”. Shoghi Effendis skrifter var gennem hele hans liv mest i form af lange breve. Den eneste rigtige bog Shoghi Effendi skrev var en historisk beretning, God Passes By, som han skrev i 1944 til 100-års jubilæet for Bábs erklæring. Det er en bog på over 400 sider, som beskriver bahá’í-historien i 100 år.

Samtidig med at han udøvede sin skribentvirksomhed, arbejdede han dag og nat med at forskønne haverne omkring gravmælerne. Karmelbjerget var på den tid en ørken, men lidt efter lidt opkøbte Shoghi Effendi mere af jorden på bjerget så han kunne etablere smukke haver omkring Bábs gravmæle. Han fik den berømte arkitekt, William Sutherland, som også var Shoghi Effendis svigerfar, til at tegne et smukt mausoleum i hvid marmor. Det blev færdigt i 1953, 100-året for Bahá’u’lláhs åbenbaring.

Shoghi Effendis undervisningsplaner
I midten af trediverne fandt Shoghi Effendi at bahá’í-samfundet var tilstrækkeligt udviklet administrativt til at man kunne begynde på systematiske undervisningsplaner. I de følgende år udarbejdede han en række planer for bahá’í troens udvikling:

Den første syvårsplan, 1937 – 1944
Planen var til det amerikanske baha’i-samfund. Målene var at oprette et lokalt åndeligt råd i hver amerikansk stat og hver canadisk provins. Der skulle bo bahá’íer i de sydamerikanske republikker, og den udvendige udsmykning på templet i Wilmette, Illinois, skulle være færdig. Det stod som et skelet, og det var en stor opgave for et lille samfund. Alle mål blev opnået.

Den anden syvårsplan, 1946 – 1953
Denne plan var rettet mod Europa. Anden verdenskrig var lige slut, og europæerne var, efter den forfærdelige krig, parate til at tage imod det nye guddommelige budskab. På det tidspunkt var der få og små bahá’í-samfund i Europa, og planens mål var at oprette et lokalt åndeligt råd i hver af de europæiske hovedstæder. Mange amerikanske pionerer kom til Europa, og flere bosatte sig for at hjælpe med at opfylde målet.

Den store tiårsplan, 1953 – 1963
Denne plan blev givet til alle bahá’íer i verden. Der eksisterede på den tid tolv nationale åndelige råd som fik opgaven. Målet var at udbrede Bahá’í-troen til alle områder i verden, alle lande, øer og territorier. Planen blev præsenteret ved fire store interkontinentale konferencer der blev afholdt i Kampala i Afrika, Chicago i USA, Stockholm i Sverige og New Delhi i Indien.

Planen lykkedes over al forventning. Ved tiårsplanens afslutning var der oprettet 56 nationale åndelige råd, og bahá’í-verden var klar til at vælge det første Det Universelle Retfærdighedens Hus. Efter valget afholdtes en stor interkontinental konference i London hvor man fejrede opfyldelsen af tiårsplanens mål.

Sagens hænder og Shoghi Effendis bortgang
Shoghi Effendi udviklede hele tiden bahá’í-samfundet, og i 1951 udpegede han de første Sagens Hænder.

Institutionen Sagens Hænder blev oprindeligt oprettet af Bahá’u’lláh som udpegede fire sagens hænder i sin levetid. Det var persiske bahá’íer som skulle assistere vennerne i Persien med undervisning og beskyttelse af troen. ‘Abdu’l-Bahá udpegede ingen og Shoghi Effendi havde indtil 1951 kun udpeget sagens hænder efter deres død, som en æresbevisning. Kort før sin død udpegede Shoghi Effendi imidlertid flere sagens hænder, så antallet kom op på 27. I sit budskab om denne udpegelse kaldte han sagens hænder for Troens Hovedforvaltere, og dette kom til at få stor betydning efter Shoghi Effendis pludselige død i 1957.

Shoghi Effendi døde af influenza i London, midt i tiårsplanen. Det var et stort slag for bahá’íerne som blev rådvilde og ikke vidste hvad de skulle gøre. I denne periode var det sagens hænder der rejste verden rundt for at forklare vennerne at selv om Shoghi Effendi var død skulle de fortsætte med at udbrede troen så tiårsplanens mål kunne opfyldes i 1963, og Det Universelle Retfærdighedens Hus kunne blive etableret.