Nittendagsfesten er en af troens vigtigste institutioner. Den afholdes i hvert område hvor der bor bahá’íer, og har til formål at skabe enhed og sammenhold blandt bahá’íerne og at mindes og lovprise Gud.
Nittendagsfesten afholdes den første dag i hver bahá’í måned. Hver bahá’í måned består af 19 dage, deraf kommer navnet.
Nittendagsfesten består af tre dele.
- 1. del består af andagt. Her læses der bønner og uddrag fra de hellige skrifter.
- 2. del er administrativ med rådslagning og oplysninger. I denne del giver sekretæren for det lokale råd meddelelser fra de lokale, nationale og internationale institutioner. Alle – børn, unge og gamle – opfordres til at komme med forslag og synspunkter.
- 3. del kendetegnes ved socialt samvær og fællesskab.
Nittendagsfestens opdeling ligger fast. De tre dele kan dog afvikles meget forskelligt, og der opfordres til at festen afholdes på en måde, der passer til det lokale samfund. De fleste steder i Danmark afholdes nittendagsfesten i private hjem, og værtsskabet for festen er da delegeret ud til enkelte bahá’íer. Det lokale råd i området vil dog altid have det endelige ansvar for nittendagsfesten og står for koordinering og information omkring arrangementet.