Bahá’u’lláh udpegede i sit testamente sin ældste søn, Abbas Effendi, som sin efterfølger og den de troende skulle vende sig til for vejledning efter Bahá’u’lláhs død. Abbas Effendi blev kendt under titlen ‘Abdu’l-Bahá der betyder Bahás tjener. Han fik, som den eneste, myndighed til at fortolke Bahá’u’lláhs skrifter.

Spørgsmålet om hvem der skal efterfølge en religionsgrundlægger, har til hver en tid ført til splid og uenighed. Det forebyggede Bahá’u’lláh ved udtrykkeligt at pege på sin ældste søn ‘Abdu’l-Bahá som den de troende skulle vende sig til for vejledning efter Bahá’u’lláhs død. At Bahá’u’lláh udpegede ‘Abdu’l-Bahá som sin efterfølger indebar blandt andet at han var den eneste med myndighed til at fortolke Bahá’u’lláhs skrifter. ‘Abdu’l-Bahá uddybede sin fars lære, supplerede dens læresætninger og skitserede de centrale linjer for dens administrative institutioner.

Abdu’l-Bahá var kun otte år gammel da hans far blev sendt til det underjordiske fængsel i Teheran, og han fulgte sin far gennem de mange år i eksil. Efterhånden som han blev ældre, blev han sin fars nærmeste støtte og udførte mange vigtige opgaver for ham. For eksempel var det ham der forberedte de mange besøgende der kom for at besøge Bahá’u’lláh.

Da gruppen af bahá’íer ankom til Akko, blev næsten alle syge af tyfus, malaria og dysenteri. ‘Abdu’l-Bahá vaskede, madede og plejede patienterne uden at tage pauser til sig selv. Til sidst blev han selv alvorligt syg i over en måned. Også blandt lokalbefolkningen i Akko blev ‘Abdu’l-Bahá kendt for at tage sig af de fattige og syge som han gav almisser og plejede.

Efter sin fars død fortsatte ‘Abdu’l-Bahá med at være Det Osmanniske Riges fange. Han vejledte derfor de troende uden for Mellemøsten gennem breve og direkte kontakt med vestlige troende der rejste til Palæstina. Efter ungtyrkernes revolution fik han endelig sin frihed, og i 1911 foretog han en fire måneder lang rejse til London og Paris hvor han mødtes med vestlige troende og gav offentlige foredrag om troen og dens principper.

Det følgende forår tog han på en ny etårig tur, først til Europa og derefter til USA og Canada. I Nordamerika besøgte han mere end 40 byer og blev inviteret til at tale i kirker, synagoger og hos fremtrædende grupper og organisationer. Det fik stor betydning for udbredelsen af troen i USA og Canada.

Under 1. verdenskrig opholdt ‘Abdu’l-Bahá sig i Palæstina hvor han handlede ud fra sin fars principper. Blandt andet organiserede han personligt et omfattende landbrugsprojekt i Tiberias der var med til at forhindre hungersnød i området. For dette arbejde blev han slået til ridder efter krigen, og han døde i 1921 som en i brede kredse respekteret mand. Ti tusind mennesker fra alle religioner, klasser og folkeslag fulgte ham til graven.

For ‘Abdu’l-Bahá selv var der dog aldrig nogen tvivl om hans sande stade. I et brev til sine tilhængere i Amerika skrev han:

“Mit navn er ‘Abdu’l-Bahá [direkte oversat Bahás tjener] Min virkelighed er ‘Abdu’l-Bahá. Min lovprisning er ‘Abdu’l-Bahá. Trældom for Den Velsignede Skønhed [Bahá’u’lláh] er mit strålende og skinnende diadem og tjeneste for menneskeheden min evige religion… Intet navn, ingen titel, benævnelse eller anbefaling har jeg, eller vil jeg have, foruden ‘Abdu’l-Bahá. Dette er min længsel, min største higen. Dette er mit evigtvarende liv. Dette er min evige ære.”